Botox og hovedpine
Her på klinikken har vi haft gode erfaringer med Botox til behandling af hovedpine specielt spændingshovedpine. En mindre andel af patienter, der døjer med migræne har også haft god effekt.
Mange af patienterne er opgivet i det sædvanlige behandlingssystem. Andre har forinden været behandlet på hovedpineklinik uden effekt. Enkelte patienter har været så invalideret, at de har arbejdet på nedsat tid eller været på vej til invalidepension. Efter succesfuld behandling med Botox mod hovedpine har de efter kort tid kunne genoptage arbejdet i fuldt omfang.
For de mennesker, som er meget plagede af hovedpine, kan Botox være et forsøg værd.
Behandlingen kan foregå samme dag, du er til forundersøgelsen, idet den ikke er omfattet af Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse om 2-dages betænkningstid.
Såfremt du ønsker forundersøgelse med henblik på behandling af hovedpine skal, nedenstående hovedpinedagbog udfyldes forinden.
Hvad er Botox og Dysport?
Botox og Dysport er produkter, der begge indeholder botulinum A toksin. Stoffet har været benyttet siden 1980'erne til behandling af netop øget svedtendens, spastiske lammelser, men er nok bedst kendt som kosmetiske rynkebehandling.
De doser, der benyttes til kosmetisk brug, sved- og hovedpinebehandling, er ganske små og ufarlige.
Botox og Dysport injiceres i problemområderne med en fin kanyle. Resultatet kan mærkes efter et par dage, og varer gennemsnitligt 30 uger, hvorefter behandlingen typisk gentages.
Injektion med Botox er den hyppigst udførte lægelige kosmetiske behandling på verdensplan.
Hvornår virker Botox og Dysport?
Effekten opstår efter 1-14 dage og holder gennemsnitligt i syv måneder.
Er det farligt?
Man anser Botox og Dysport for ganske ufarlige i de doser, man benytter til brug i behandling af hovedpine/ kombineret rynke- hovedpine.
Der kan i mindre end 1% forekomme følgende sjældne bivirkninger: Hængende øjenlåg/øjenbryn, dobbeltsyn, tørre øjne, hævede øjenlåg, indadvendt øjenlåg, hovedpine og synsforstyrrelse. Disse bivirkninger er midlertidige og forsvinder af sig selv efter kort tid. Som det kan forventes ved enhver injektionsprocedure, kan lokal smerte, ømhed og/eller blå mærker være forbundet med injektionen. Feber og influenza-syndrom er også rapporteret efter Botox behandlinger. Disse bivirkninger er midlertidige og forsvinder af sig selv efter kort tid.
Såfremt der efter behandlingen skulle opstå forværring af symptomer eller uventede synke- eller talebesvær, problemer med at trække vejret eller muskelsvaghed, skal du omgående søge lægehjælp.
Botox og Dysport er begge godkendte lægemidler i Danmark.
Inden behandling med Botox eller Dysport
Brug af hovedpinepiller som fx Treo, Ibuprofen og Magnyl samt fiskeoliekapsler og visse naturpræparater nedsætter blodets evne til at størkne, og dermed kan man risikere øget hævelse i forbindelse med behandlingen.
Hvordan foregår behandlingen?
Området, der skal behandles, desinficeres. Med en meget tynd nål føres Botox eller Dysport ind lige under huden. Behandlingen tager ca. 10 minutter.
Gør behandlingen ondt?
Behandlingen er stort set smertefri. Du er velkommen til selv at lindre følsomheden i det område, du skal have behandlet med en bedøvende creme hjemmefra. Den lokalbedøvende creme Emla kan købes i håndkøb på apoteket og skal smøres på 1 time forud for behandling. Derefter pakker du området ind i husholdningsfilm som Vita Wrap.
Efter behandlingen
For at forhindre at Botox eller Dysport påvirker andre muskler i området, bør du undgå at berøre det behandlede område de første timer efter behandlingen Endvidere skal du undgå at lægge dig ned de første fire timer efter injektionen.
Det behandlede område kan eventuelt blive let hævet eller rødt. Sædvanligvis kan du umiddelbart efter behandlingen genoptage arbejde og hverdag.
Er der hindringer for behandlingen?
Man bør ikke injicere Botox og Dysport i områder med infektion, fx aktiv acne (bumser). I disse tilfælde bør man afvente, at infektionen forsvinder igen af sig selv eller ved behandling.
Patienter, der tilhører en af følgende kategorier, bør ikke behandles med Botox og Dysport: Gravide, ammende, myastenia gravis, Eaton Lambert Syndrom eller andre muskelsygdomme. Endvidere bør du underrette lægen, hvis du står foran eller netop har overstået en operation.
Du er velkommen til at tage en ven, et familiemedlem eller kæresten med til forundersøgelsen, hvor den mundtlige information bliver givet.
Behandlingen kan finde sted samme dag, du er til forundersøgelsen, idet den ikke er omfattet af Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse om 2-dages betænkningstid.
Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på klinikken på tlf. 70 27 57 57.
Patientinformation, Botox mod hovedpine, 27. august 2011
|