Tidsbestilling online
print

Fedttransplantation

Korrektion af kindben eller hage med fedtceller

Hvorfor fedttransplantation?
Med en fedttransplantation flyttes levende fedtceller fra et sted til et andet - sædvanligvis fra kroppen til ansigt. Fedttransplantation kan fx bruges til at forstørre og markere kindben eller hage, til behandling af rynker i ansigtet og på hænder, eller ved manglende fylde et sted på kroppen.

Inden operationen skal du til en forundersøgelse hos vores plastikkirurg. Kirurgen vil undersøge dig og ud fra dine forventninger og kirurgens anbefalinger, planlægger I operationen.

Er der risiko forbundet med operationen?
Når en kvalificeret plastikkirurg udfører en fedtsugning, er komplikationerne sjældne og få. Der er dog altid risiko forbundet med enhver form for kirurgi: Mulige komplikationer kan være:

• Infektion 0,003%, kan behandles med antibiotika
• Hæmatom, er en blodansamling under huden, som eventuelt skal fjernes
af kirurgen, opstår meget sjældent
• Lettere nedsat følesans i 1 uge, nogle gange op til 6 uger
• Permanent nedsat følesans, under 1%
• Ujævnheder og asymmetri 5-15%. Større ujævnheder kan rettes senere ved et lille indgreb i lokalbedøvelse. Dette er gratis for patienten
• Alvorlige komplikationer såsom blodpropper og huddød er ekstremt sjældne. Klinikken har ikke oplevet disse komplikationer
• DVT (dyb venetrombose) 0,0003%
• PE (lungeemboli) 0,0027%
• Fedtemboli mindre end 0,1%
• Hypotermi, nedsat temperatur efter lang operation
• Serom, serøs væskeophobning, behandles med antibiotika og i nogle tilfælde udtømning ved kirurgisk indgreb
• Perforation af mavevæggen ind til tarmen, sker meget sjældent
• Hyperpigmentering (mørke pletter, misfarvning) forsvinder normalt efter 2-3 uger efter operationen, men i enkelte tilfælde kan det tage op til 18 måneder
• Appelsinhud og blodsprængninger forsvinder ikke ved behandlingen
• Dårlig opheling rammer ofte rygere. Dette kan mindskes ved at holde op med at ryge 6 uger før og 2 uger efter operationen

Hvordan skal du bedøves?
Mindre fedtsugning og fedttransplantation udføres oftest i lokalbedøvelse, men kan også foretages i fuld bedøvelse.
Foregår operationen i fuld bedøvelse, medfører dette, at du skal faste i 6 timer før operationen (ikke spise tyggegummi, ryge og lignende). Du må gerne drikke vand og sukkerholdigt saftevand.

Hvordan kan du forberede dig til operationen?
Forud for operationen skal du:

• Ophøre med at spise lægemidler, der indeholder acetylsalicylsyre (Magnyl, Aspirin m.fl.), samt andre læge- og naturlægemidler, der kan påvirke blodets evne til at størkne, fx Q10, fiskeolie eller E-vitamin. Dette bør du ophøre med ca. 2 uger før operationen
• Aftale at blive hentet efter operationen af en pårørende, som også kan være sammen med dig det første døgn efter operationen
• Indkøbe Panodil på apoteket
• Handle og lave mad til den første uge, så du kun skal koncentrere dig om at restituere efter operationen

På selve operationsdagen skal du tage et brusebad med grundig sæbevask af krop og hår.

Hvordan foregår operationen?
Umiddelbart før operationen vil kirurgen optegne det område, hvor du skal fedtsuges og behandles, så han præcist ved, hvor der skal behandles, når du ligger ned.
Gennem et lille snit i huden føres en kanyle ind i området og fedtcellerne suges væk. Fedtcellerne samles i en beholder og oprenses, hvorefter fedtet injiceres i det område, der mangler fylde.
Rynkereduktion og forstørrelser af ønskede områder fortages ved hjælp af tynde kanyler gennem små snit på 2 mm, der til slut syes sammen med meget tynd tråd.
Indgrebet tager ca. 1-2 timer, alt efter hvor mange områder det drejer sig om. Ved indstikshullet lægges et lag gaze. Oven på hele det behandlede område lægges en tape. Tapen skal beholdes på dag og nat i 3 døgn. I de første 3 døgn må du ikke tage bad.

Hvordan har du det efter operationen?
Umiddelbart efter operationen kan der forekomme smerter, som du dog kan afhjælpe ved at tage en Panodil 500 mg 2 stk. 4 gange dagligt. Det fedtsugede område vil ligne et blåt mærke og er ømt den første tid og det kan også hæve op. Der kan forekomme en let sivning fra såret de første dage, det er normalt, og forbindingen vil opsamle væsken. Du bør vente med hårdt arbejde og sport i 2-4 uger. Start derefter langsomt op igen. Det er i orden, at gå eller cykle en tur, når du får lyst til det. Undgå alkohol, aspirin og rygning i ca. 2 uger.

Hvornår er alt normalt igen?
Efter operationen bør du få rigeligt med hvile, så du tillader kroppen at bruge al sin energi på ophelingen. I begyndelsen vil det fedtsugede/fedttransplanterede område være misfarvet og ”bulet”. Der vil dannes en del væske i området, hvor fedtet er fjernet.
Dette vil forsvinde efter ca.1 måned. Selve misfarvningen af huden forsvinder efter 2-3 uger. Du må have tålmodighed, men du vil også kunne se bedring dag for dag.
Først efter 6 måneder kan det endelige resultat vurderes. Dit ar vil være rødt i nogle uger, og du bør undgå sol på såret det første halve år. En del af det transplanterede fedt, ca. 30-40%, vil forsvinde i løbet af nogle måneder. Derfor er det nødvendigt at gentage indgrebet nogle gange, indtil det ønskede resultat er nået.

Hvornår skal du møde på klinikken til kontrol?
Efter ca. en uge skal trådene fjernes på klinikken. Og efter ca. 6 måneder vil vi gerne se dig til kontrol. Først efter 3-6 måneder kan det endelige resultat vurderes. Hvis du på noget tidspunkt bliver utryg, kan du altid henvende dig til klinikken.

Når det endelige resultat er opnået og har været stabilt i 6 måneder, vil holdbarheden være permanent. Du vil dog fortsat ældes, afhængig af arv og miljø. Man kan gentageoperationen.

Efter informationen er givet, både skriftligt og mundligt, skal der mindst gå 7 dage, før behandlingen kan finde sted, ifølge bekendtgørelse fra Sundhedsstyrelsen.

Du er velkommen til at tage en ven, et familiemedlem eller din kæreste med til forundersøgelsen, hvor den mundtlige information bliver givet.

Har du yderligere spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os på klinikken på tlf. 70 27 57 57.

Patientinformation, fedttransplantation kindben/hage. 27. august 2011