Tidsbestilling online
print

Brystforstørrelse

Hvorfor vælge en brystforstørrende operation?
Ved at indsætte implantater i brysterne øger du dit brystmål med en eller flere bh-størrelser. Der kan være flere grunde til at vælge en sådan operation, blandt andet ønsket om at:

• Ændre brysternes form, hvis de efter din smag er for små
• Skabe større volumen eller genoprette tabt volumen i brystet efter amning
• Gøre brysterne lige store, altså skabe mere symmetri
• Rekonstruere efter fjernelse af et bryst

Hvilken type implantat?
På Nygart Privathospital benytter vi som regel silikoneimplantater, fordi de giver det bedste kosmetiske resultat. Silikoneimplantater forekommer i forskellige former: Anatomiske (dråbeformede) som oftest anvendes til brystrekonstruktioner. Til at skabe større bryster anvender vi som regel runde proteser. Både ”Low profile”, ”Medium profile” og ”Medium ekstra high profile” giver en pæn og naturlig barm, der ikke stritter og har en lidt bredere basis. De såkaldte ”High profile” implantater stritter mere og har en smallere basis. Da ingen bryster er helt ens, fordi alle kvinder fra naturens hånd er født med to lidt forskellige bryster, vil heller ikke en brystforstørrende operation kunne korrigere fuldstændigt for den medfødte forskellighed. Men man kan komme et langt stykke vej i retning mod dine ønsker om et symmetrisk brystparti. Den europæiske producent, Eurosilicone, giver livstidsgaranti i tilfælde af kapselskrumpning eller hvis implantaterne skulle lække. Dækningen omfatter udgiften til nye implantater, men ikke udgifter til selve operationen. Du kan selvfølgelig også vælge at få indlagt andre typer implantater, fx saltvandsimplantater.

Hvad skal du have lavet?
Inden operationen skal du først til en forundersøgelse hos vores sygeplejerske og dernæst til forundersøgelse hos vores plastikkirurg, som undersøger dine bryster. Ud fra dine forventninger og kirurgens anbefalinger planlægger vi din operation og implantatets størrelse. Først under selve operationen vil kirurgen for alvor kunne se, hvordan implantaterne passer til din anatomi. Derfor er det vigtigt, at du er indforstået med at kirurgen under operationen kan gå en bryststørrelse op eller ned i målet efter at skabe det bedst mulige resultat og den bedste symmetri.

Du er velkommen til at tage en ven, et familiemedlem eller din kæreste med til forundersøgelsen, hvor den mundtlige information bliver givet.

Hvilken type indgreb skal man vælge?
Brystimplantater kan enten sættes ind gennem et snit i yderkanten af brystvorten. Eller de kan lægges ind via armhulen, hvor arret ligger skjult i armhulen. Endelig, og det er mest almindeligt, kan implantaterne indsættes i folden lige under brystet.

Hvor arret kommer til at ligge, afhænger af hvilken teknik, der er mulig i forhold til din anatomi og dine ønsker. Det endelige valg træffer du i samråd med plastikkirurgen. Det mest ukomplicerede indgreb er at gå ind gennem brystfolden under brystet.

Placering via snit i brystvorte kan virke mest naturlig, hvis man danner pæne ar. Der er dog en større risiko for skade på nerve og dermed for føleforstyrrelser i brystvorten. I ekstremt sjældne tilfælde kan blodforsyningen til brystvorten afbrydes og give vævsdød.

Ved placering via armhule får brystet ingen synlige ar. Vær opmærksom på, at man ikke kan benytte vejen via armhule igen ved en eventuel senere operation.

Er der nogen risiko forbundet med indgrebet?
Når en kvalificeret plastikkirurg udfører en brystforstørrende operation, er komplikationerne få. Der er dog altid en risiko forbundet med enhver form for kirurgi, særligt når der benyttes implantater:

• Kapselkontraktur (3%) hvor den kapsel, organismen har dannet omkring implantatet, strammer for meget på implantatet og dermed giver et hårdt og eventuelt smertende bryst
• Hæmatom (2%) (blodansamling omkring protesen), der skal fjernes af kirurgen
• Infektion omkring implantatet. (1,9%)- Kan opstå på alle tidspunkter, men vil oftest ses indenfor de første 14 dage. Dette behandles med antibiotika. I sjældne tilfælde kan det dog være nødvendigt at fjerne implantatet i en tid for derefter at indsætte et nyt. Hyppighed ca. 0,3-0,5%
• Implantatet kan gå itu, hvilket medfører, at det må udskiftes. Såfremt et silikoneimplantat går i stykker og du skal opereres igen, træder produktgarantien i kraft. Produktgarantien dækker udgifter til nye implantater, men ikke udgifter til selve operationen
• Brystvorterne kan blive mere eller mindre følsomme og i sjældne tilfælde følelsesløse
• Ripling, synlig implantatkant, hyppighed ca. 0-3 %
• Nerveskader
• Hævelser
• Strækmærker
• Grimme, brede ar
• Symmastia, bryst og brystben, der mødes i ét
• Serom, (3 %) serøs væskeophobning, behandles med antibiotika og i nogle tilfælde udtømning ved kirurgisk indgreb
• Som regel vil du kunne amme uden problemer efter en brystforstørrende operation

Hvordan med fremtidige brystundersøgelser?
For at diagnosticere brystsygdomme gøres brug af en trippel-diagnostik. Den består af en manuel brystundersøgelse, hvor der mærkes efter knuder, en billeddiagnostik (mammografi) og en vævs- eller celleprøve. Alle brystundersøgelser er mulige at gennemføre efter en brystimplantation.

Hvordan skal du bedøves?
Operationerne foregår i fuld narkose, hvilket vil sige, at du sover under hele indgrebet. Narkose medfører, at du skal faste 6 timer før operationen (ikke spise, tygge tyggegummi og lignende). Du må gerne drikke vand og sukkerholdigt saftevand indtil 2 timer før operationen. Du vil vågne umiddelbart efter operationen og kan hentes 3-4 timer efter opvågning, medmindre du vælger at overnatte på hospitalet.

Hvordan forbereder jeg mig til operationen?
Inden operationen skal du:

• Ophøre med at spise lægemidler, der indeholder acetylsalicylsyre (Magnyl, Aspirin, Ibuprofen og lignende) samt andre lægemidler og naturlægemidler, som kan påvirke blodets evne til at størkne, fx Q10, fiskeolier og E-vitaminer. Dette bør du ophøre med ca. 3 uger før operationen
• Indkøbe Panodil 500 mg til 1 uges forbrug
• Aftale med en pårørende, at du skal afhentes efter operationen og passes de første 24 timer
• Handle ind og lave mad til 1 uge, så du kun skal koncentrere dig om at restituere dig efter operationen På operationsdagen skal du tage et brusebad med grundig sæbevask af krop og hår. Undlad at bruge bodylotion eller creme på det område der skal opereres. Klæd dig i løst, behageligt tøj, gerne bluse med lynlås og flade sko. Smykker og eventuelle piercinger tages af og efterlades hjemme.

Hvordan foregår selve operationen?
Det afhænger af, hvilken operation du og kirurgen ud fra dine ønsker og anatomi har valgt. Ofte vil incisionen (snittet), ligge lige under brystet. Ved at arbejde gennem incisionen vil kirurgen lave en lomme over brystfolden. Implantatet lægges i denne lomme, kirurgen vurderer hvorvidt størrelsen på implantatet passer til det ny bryst, hvorefter huden syes sammen. I nogle tilfælde er det bedst at lægge implantatet under brystmusklen, fx hos kvinder uden hængebryst. I andre tilfælde lægges protesen under brystkirtlen, men oven på musklen, fx ved hængebryst der skal løftes samtidig med forstørrelsen. Hænger brystet meget, kan et yderligere brystløft blive nødvendigt. Der kan i sjældne tilfælde forekomme blødning under operationen, og det kan blive nødvendigt at lægge et dræn (en lille plastikslange) ud gennem huden for at lede eventuelt blod væk fra såret. Drænet fjernes 1-2 dage efter operationen. Operationen tager cirka 1 time. Der lægges et plaster på såret, som ikke må fjernes eller klippes i ca. 14 dage. Plastret bliver fjernet, når du kommer til og får fjernet tråde. Det anbefales at anvende plaster i ca. 3 måneder efter operation af hensyn til ar og sårheling.

Hvordan har du det efter operationen?
Du vil opleve nogle smerter efter operationen. Smerterne vil dog kunne afhjælpes eller mindskes med smertestillende medicin, som du får udleveret fra klinikken. Et lille antal patienter oplever en knitrende fornemmelse i brysterne, hvis man trykker på dem i dagene lige efter operationen. Det skyldes små luftbobler, der forplanter sig til toppen eller ud på siden af brysterne. Tilstanden forsvinder i løbet af første uge og er helt ufarlig. Du må ikke sove på maven i de første 14 dage efter operationen. Du skal benytte en støttende sports bh dag og nat i 3 måneder efter operationen. Derefter kan du bruge almindelig bh. Der kan forekomme let blødning fra såret det første døgn efter operationen. Dette afhjælper du ved at presse et rent klæde let mod såret i 15 min. Fortsætter blødningen, bør du kontakte kirurgen. Du kan gå i bad efter 3 dage, men undlad at bruse direkte på såret. Du bør vente med hårdt arbejde og med at dyrke sport i ca. 3 uger. Start derefter langsomt op og benyt igen den støttende bh. Mærker du ømhed i brysterne, bør du straks stoppe og gå langsommere til værks næste gang. Det er i orden at gå eller cykle en tur, når du har lyst til det. Undgå svømmehal, dampbade og sauna i mindst 3 uger efter operationen.

Hvornår skal du til kontrol på klinikken?
Du skal til rutinemæssig kontrol 3-5 dage efter operationen og efter cirka 2 uger skal eventuelle tråde fjernes af personalet på klinikken. 3 måneder efter operationen skal du møde på klinikken til kontrol og afsluttende foto. Du er naturligvis velkommen til at få tilsendt dine før- og efter fotos, giv blot personalet besked. Er du på noget tidspunkt utryg, eller har du spørgsmål, kan du altid kontakte klinikken og eventuelt aftale en tid til en ekstra kontrol.

Hvornår er alt normalt igen?
Efter operationen skal du have rigelig med hvile og tillade kroppen at bruge sin energi på opheling. I begyndelsen vil brystet være lidt hårdt, men det vil aftage med tiden. Du kan forvente et blødt og normalt bryst efter ca. 3 måneder. Du vil sandsynligvis fokusere meget på dine ar i begyndelsen. I enkelte tilfælde kan sår og eventuelle blå mærker vare i op til 4 uger. Arrene kan også være røde i nogle måneder, og du bør undgå sol direkte på arret i 6 måneder. Det er ikke unormalt, at nogle patienter føler sig skuffede eller lidt deprimerede den første tid. Efter ca. 3 uger vil du både se og føle dig meget bedre tilpas. Der er meget store chancer for, at du vil blive glad for din brystforstørrelse, specielt hvis du i forvejen har gjort dig klart, at resultatet ikke fremtræder umiddelbart efter operationen.

De fleste patienter er tilbage på arbejdet en uges tid efter operationen.

Producenten giver livslang garanti på holdbarheden af implantatet. Det udelukker dog ikke at implantatet kan blive utæt på et tidspunkt. I sådanne tilfælde har producenten forpligtet sig til at erstatte det utætte implantat. 10 år efter at brystimplantater er indsat, anbefaler vi regelmæssig årlig kontrol af implantatet. Kontrollen kan enten foretages ved en kirurg eller ved scanning. Brysternes facon vil ændres med tiden på grund af vævets aldring. Hvor hurtigt man ældes afhænger af arv og miljø samt brystets samlede vægt, placering af implantatet, graviditeter og rygning. Du kan tegne en ekstra kapselforsikring, som dækker alle operationsudgifter, hvis der mod forventning, skulle dannes kapsel omkring implantatet. Efter både skriftligt og mundligt informationen er givet, skal der ifølge Sundhedsstyrelsen, gå mindst 7 dage før behandlingen kan finde sted.

Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte klinikken på tlf. nr. 70 27 57 57

Patientinformation: Brystforstørrelse 27. august 2011