Patientinfo

Fedtsugning



Hvem kan få en fedtsugning?

Fedtsugning (liposuction) henvender sig til patienter med et eller flere fedtdepoter, der ikke forsvinder efter en slankekur eller ikke kan trænes væk.

Disse fedtdepoter sidder f.eks.:

-  under hagen

-  som topmave og mellemgulv

-  på lårene og hofterne
-  på overarmene

Fedtsugningen fjerner fedtcellerne, og forhindrer dermed en ophobning af fedtdepoter. Disse depoter vil ikke komme igen.

Hvad skal du have lavet?
Før operationen skal du til en forundersøgelse hos vores plastikkirurg. Kirurgen vil undersøge dig og ud fra dine forventninger og kirurgens anbefalinger, planlægges operationen.

Du er velkommen til at tage en ven, familie eller kæreste med til forundersøgelsen, hvor den mundtlige information bliver givet.

Er der nogen risiko forbundet med operationen?
Når en kvalificeret plastikkirurg udfører en fedtsugning, er komplikationerne sjældne og få. Men der er risiko forbundet med enhver form for kirurgi:


-  Infektion 0,003%, behandles med antibiotika.

-  Hæmatom, der er en blodansamling under huden, og som eventuelt skal fjernes af kirurgen (meget sjældent)

-  Lettere nedsat følesans i 1 uge, nogle gange op til 6 uger.
-  Permanent nedsat følesans under 1%. 

-  Ujævnheder og asymmetri 5-15%. Større ujævnheder kan rettes senere ved et lille indgreb i lokalbedøvelse.   
    Dette er gratis for patienten.
-  Alvorlige komplikationer f.eks, blodpropper og huddød er ekstremt sjældne. Klinikken har ikke haft disse   
    komplikationer.
-  DVT (dyb venetrombose) 0,0003%
-  PE (lungeemboli) 0,0027%
-  Fedt emboli mindre end 0,1%
-  Hypotermi, nedsat temperatur efter lang operation
-  Serom, serøs væskeophobning, behandles med antibiotika og i nogle tilfælde udtømning ved kirurgisk indgreb.
-  Perforation af mavevæggen ind til tarmen (meget sjældent)
-  Hyperpigmentering (mørke pletter, misfarvning), forsvinder normalt efter 2-3 uger efter operationen, men i enkelte tilfælde kan det tage op til 18 mdr.
Appelsinhud og blodsprængninger forsvinder ikke ved behandlingen. Dårlig opheling rammer ofte rygere. Dette kan mindskes ved at holde op med at ryge 6 uger før og 2 uger efter operationen.

Hvordan skal du bedøves?
Fedtsugning udføres oftest i fuld bedøvelse, hvilket vil sige, at du sover under indgrebet. Det vil medføre, at du skal faste 6 timer før operationen (ikke spise, tygge tyggegummi og lignende). Du må gerne drikke vand og sukkerholdigt saftevand indtil 2 timer før operationen. Fedtsugning af hagen udføres dog i lokal bedøvelse.


Kan du forberede dig til operationen?

Før operationen skal du:

-  Ophøre med at spise lægemidler, der indeholder acetylsalicylsyre (Magnyl, Aspirin m.fl.), samt andre    lægemidler og naturlægemidler, der kan påvirke blodets evne til at størkne, fx Q10, fiskeolie eller E-vitamin. Dette bør du ophøre med ca. 2 uger før operationen.

-  Aftale at blive hentet af en pårørende efter operationen, som også kan være sammen med dig det første døgn efter operationen.

-  Købe Panodil på apoteket.

-  Handle og lave mad til 1 uge, så du kun skal koncentrere dig om at restituere efter operationen.

På operationsdagen skal du tage et brusebad med grundig sæbevask af krop og hår.

Hvordan foregår operationen?
Umiddelbart før operationen vil kirurgen tegne på det område, hvor du skal fedtsuges, så han præcist ved, hvor der skal suges. Narkoselægen lægger et drop i en åre og giver en fuld bedøvelse. Derefter lægges der en lokalbedøvelse i området. Gennem et lille snit i huden føres en kanyle ind i området, og der sættes sug til. Fedtcellerne vil samles i en beholder, og kirurgen kan hele tiden følge med i, hvor meget der fjernes, samtidig med, at han føler med fingrene. Indgrebet tager ca. 2 timer, alt efter hvor meget fedt, der skal fjernes. Det lille hul syes sammen med en tråd. Ved indstikshullet lægges et lag gaze, og oven på hele det behandlede område lægges en stram bandage. Denne skal bæres dag og nat i 3 uger. i de første 3 døgn må man ikke tage bad.


Hvordan har du det efter operationen?

Der kan forekomme smerter umiddelbart efter operationen. Dette vil du kunne afhjælpe ved at tage en Panodil 500 mg 2 stk. 4 gange dagligt. Det fedtsugede område vil være som et blåt mærke og er ømt den første tid og kan også hæve op. Der kan forekomme en let sivning fra såret de første dage. Det er normalt, og forbindingen vil opsamle denne væske. Du bør vente med hårdt arbejde og sport i 2-4 uger. Start derefter langsomt op igen. Det er i orden, at du går og cykler en tur, når du får lyst til det. Undgå alkohol, aspirin og rygning i ca. 2 uger.

Hvornår skal du møde på klinikken til kontrol?
Efter ca. en uge skal trådene fjernes. Efter ca. 3 måneder vil vi gerne se dig til kontrol. Først efter de 3 måneder kan det endelige resultat vurderes. Hvis du på noget tidspunkt bliver utryg, kan du altid henvende dig til klinikken.

Hvornår er alt normalt igen?
Efter operationen bør du få rigeligt med hvile, således at du tillader kroppen at bruge energi på ophelingen. I begyndelsen vil det fedtsugede område være misfarvet og ”bulet”. Der vil dannes en del væske i området, efter at fedtet er fjernet. Dette vil være væk efter ca.1 måned. Selve misfarvningen af huden forsvinder efter 2-3 uger. Du må have tålmodighed, men vil kunne se bedring dag for dag. Senest efter 3 måneder er din hud jævn, og det endelige resultat kan vurderes. Dit ar vil være rødt i nogle uger, og du bør undgå sol på såret det første halve år. Det er ikke overraskende, hvis nogle patienter er deprimerede den første tid efter en fedtsugning. Efter få uger vil du se og føle dig bedre tilpas. Hvis du i forvejen har gjort dig klart, at resultatet ikke fremtræder umiddelbart efter operationen, vil du hurtigere blive glad for din fedtsugning. Alt efter hvor stor en fedtsugning, du har fået foretaget, kan du starte på arbejdet ca. 3-4 dage efter.

Holdbarheden er formentlig livslang, dog vil kroppens naturlige aldringsproces fortsætte.Tager du efterfølgende på i vægt, vil fedtet fordele sig jævnt over hele kroppen. Den mest velegnede person til en fedtsugning er en mand/kvinde, der er relativt normal-vægtig. Det er vigtigt, at huden har en vis elasticitet for at få de pæneste former bagefter. Vores plastikkirurg kan råde dig yderligere.

Efter informationen er givet, både skriftligt og mundligt, skal der min. gå 7 dage før behandlingen kan finde sted, ifølge den nye bekendtgørelse fra Sundhedsstyrelsen.

Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte klinikken på tlf. nr. 70 27 57 57.

 


  • NYGART PRIVATHOSPITAL A/S
  • NY ØSTERGADE 12
  • 1101 KØBENHAVN K
  • TELEFON 70 27 57 57
Credits