Tidsbestilling online
print

Aquamid

- permanent reduktion af rynker med filler

Hvad er Aquamid™?
Aquamid er en helt steril, gennemsigtig gel, der er fremstillet af vand og polyacrylamid. Polyacrylamid er det samme stof, som bruges til bløde kontaktlinser. Aquamid injiceres i huden med en fin kanyle. Resultatet kan ses omgående og har permanent effekt.

Hvordan virker Aquamid™?
Aquamid injiceres i de øverste hudlag, hvor den lægger sig som en blød pude. Gelen absorberes ikke i kroppen, og indgrebet skal derfor ikke gentages som ved andre fillertyper.

Er det farligt?
Aquamid integreres naturligt i vævet og tillader fri passage af vigtige næringsgivende elementer som ilt og hormoner.

I forbindelse med selve injektionen kan det i meget sjældne tilfælde (2%) ske, at der føres bakterier ind under huden, som skaber en infektion. I ca. 1% af tilfældene vil denne infektion vare mindre end 20 dage. I andre 1% af tilfældene vil infektionen være længerevarende - det vil sige mere end 20 dage og op til flere måneder. De fleste tilfælde af infektion kan behandles med antibiotika. Ud af de ca. 800 personer, som er blevet injiceret på klinikken, har kun 3 personer haft infektion, der måtte behandles på sygehus.

På grund af risikoen for infektion i forbindelse med injektion af Aquamid, begyndte Nygart Privathospital i maj 2007 at benytte forebyggende antibiotika. Den forebyggende behandling skal indtages før injektionen. Siden denne forebyggende behandling er givet, har der ikke været infektion i forbindelse med injektion af Aquamid, når patienten har taget antibiotika korrekt.

Med en hyppighed helt nede på ca. 2 promille er der set såkaldte late onset infection, oftest infektioner i forbindelse med læbeforstørrelse, som er forekommet i det injicerede område flere år senere. Disse infektioner er fremkommet på grund af tandlægebehandling i området, eller grundet tilbagevendende herpes (forkølelsessår) på læberne.

I enkelte tilfælde har Aquamid givet anledning til dannelse af små kugler under huden. Hvis disse ikke forsvinder af sig selv, fjernes de ved at punktere kuglen med en steril nål. Sådan behandling bør naturligvis kun foretages af kvalificeret læge på autoriseret klinik.

Når man behandler med en permanent flydende filler, der ikke umiddelbart kan fjernes fuldstændigt, er der altid en øget risiko for en efterfølgende permanent komplikation.

Hvad skal jeg huske inden behandling med Aquamid™?
2 til 4 timer inden injektion skal man tage forebyggende antibiotika; 1 tablet Avelox, Moxifloacin,400 mg og 1 tablet Zitromax, Azithromycin, 500 mg. Husk at få recept ved tidsbestillingen.

Brug af hovedpinepiller som fx Treo, Ibuprofen og Magnyl samt fiskeoliekapsler og visse naturpræparater nedsætter blodets evne til at størkne, og dermed kan man risikere øget hævelse i forbindelse med behandlingen. Stop derfor brug af hovedpinepiller et par inden behandling.

Du bør være fri for make-up i det område, der skal behandles.

Hvordan foregår behandlingen?
Området, hvor du ønsker rynkereduktion, desinficeres og med en meget tynd nål føres Aquamid ind under huden.

For at sikre at der ikke injiceres for meget Aquamid, kan det være nødvendigt at foretage flere behandlinger med mindst 2 ugers interval for dermed at opnå det bedste og mest sikre resultat.

Gør behandlingen ondt?
Sædvanligvis er ikke nødvendigt med lokalbedøvelse ved behandling i ansigtet.

Hvad skal jeg huske efter behandlingen/injektionen?
efter din permanente rynkereduktion er det vigtigt, at du undgår eller undlader følgende:

• Berøring af de injicerede områder i mindst 6 timer
• Brug af kosmetik, creme og lignende i 24 timer
• Barbering af området på injektionsdagen
• Piercing og voksning af det injicerede område
• Svømning og hårde fysiske anstrengelser i 3 dage
• Solbadning, sauna og solarium i mindst 4 uger
• Stærk kulde fra fx vindafkøling og frostvejr eller stærk varme fra fx solarium, solbadning, sauna i mindst 4 uger
• Laser, peeling eller anden kosmetisk behandling i 6 måneder
• Operation og større tandarbejder i 6 måneder før og efter injektionen, særligt hvis du er blevet behandlet i den nedre del af ansigtet. Hvis du får brug for operationer eller tandarbejder efter operationen, anbefales forebyggende behandling med antibiotika
• Behandling med laser, peeling, regeneration af huden, læbetatovering, pigmentering, tandblegning ved hjælp af UV-lys eller andre kosmetiske behandlinger i 6 måneder
Er du er blevet injiceret omkring munden, skal du undlade kys og varme drikke i de første 24 timer

Det behandlede område bliver ofte let hævet. Endvidere kan du opleve rødme og eventuel let prikken. Det er helt normalt og forsvinder efter 1-2 dage. Hævelsen kan dog vare noget længere.

Hvad gør jeg, hvid der opstår bivirkninger eller komplikationer?
Hvis du får vedvarende ubehag som hævelser, prikken, rødme, varme eller smerte eller bare ét af de ovennævnte symptomer de efterfølgende uger/måneder efter injektionen, kan du være en af de få, der oplever komplikationer. Det er typisk lokalinfektion, som kræver behandling med antibiotika eller i meget sjældne tilfælde fjernelse af gelen.

Erfaring viser, at patienter, der søger behandling for bivirkninger på behandlingssteder, hvor man ikke har kendskab til Aquamid, får et dårligere forløb end de patienter, som hurtigt henvender sig til en klinik med stor erfaring i behandling og håndtering af bivirkninger med Aquamid.

Såfremt man konstaterer infektion, vil du blive behandlet med tabl. Clarithromycin 500 mg x 2 dagligt og Avelox (Moxifloxacin) 400 mg x 1 dagligt i mindst 14 dage. Hvis behandlingen med disse to præparater ikke har nogen effekt efter 3-5 dage, kan man skifte til behandling med Clindamycin 600 mg 2 x dagligt og Tetracyklin 2 x dagligt.

Det er vigtigt, at du ikke får binyrebarkhormon (steroider) ved ovennævnte symptomer.

Ved udbrud af forkølelsessår er det altid vigtigt at behandle så tidligt som muligt med fx Zovir salve og tabletter.

Du bør altid straks henvende dig til klinikken, hvis du skulle få uventede reaktioner, som virker bekymrende. Hurtig behandling af infektionen er særdeles vigtig.

Hvilke områder kan behandles med Aquamid?
Aquamid er velegnet til permanent rynkereduktion af rynker og furer i panden og omkring næse og mund. Aquamid er også velegnet til at fyldiggøre læber og gøre kindben mere markante. Aquamid benyttes også til at korrigere hage (fx hagekløft)

Er der hindringer for behandling med Aquamid?
Man bør ikke injicere Aquamid i områder med infektion, fx aktiv acne (bumser). I disse tilfælde bør man afvente, at acnen har været forsvundet i længere tid - enten af sig selv eller ved behandling. Der bør ikke injiceres i områder, hvor der har været herpesudbrud, uanset om det er lang tid siden, at udbruddet har fundet sted. Personer med akutte / kroniske infektioner, autoimmune sygdomme, hudsygdomme samt gravide og ammende bør ikke behandles. Personer, der tidligere har været behandlet med en permanent eller semipermanent filler, bør ligeledes ikke behandles. Er du tidligere blevet behandlet med en ikke permanent filler, skal der gå 6 måneder efter behandling, før injektion med Aquamid kan foretages.

Holdbarheden ved injektion med Aquamid er formentlig livslang. Du vil naturligvis fortsat ældes, afhængig af arv og miljø.

Efter informationen om produktet er givet både skriftligt og mundtligt, skal der minimum gå 7 dage før behandlingen kan finde sted, ifølge den nye bekendtgørelse fra Sundhedsstyrelsen.

Du er velkommen til at tage en ven, et familiemedlem eller kæresten med til forundersøgelsen, hvor den mundtlige information bliver givet.

Har du yderligere spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os på klinikken på tlf. 70 27 57 57.

Patientinformation, Auqamid, rynker. © Nygart Privathospital, 31. oktober 2007, mindre korrektioner 28. oktober 2008, mindre korrektioner 20. november 2009 samt 4. december 2009. Mindre korrektioner 3. juni 2010. Samt 27. august 2011.