Færre rynker med Restylane™ eller Fortelis™
Det indeholder Fortelis™ og Restylane™
Fortelis og Restylane er stabiliseret hyaluronsyre. Hyaluronsyre forekommer naturligt i kroppen og er faktisk til stede i alle levende organismer. Fortelis™ og Restylane™ indeholder hyaluronsyre i form af en krystalklar gel, der kan injiceres i hud og læber.
Sådan virker Fortelis™ og Restylane™ på rynker
Hyaluronsyren injiceres i hudens øverste lag. Hyaluronsyren har en unik evne til at binde vand til sig og dermed udvide vævet med en udglattende effekt.
Er det farligt?
Hyaluronsyren optages naturligt i vævet og giver fri passage til vigtige næringsgivende elementer som ilt og hormoner. Hyaluronsyren opfattes ikke som et fremmedlegeme af kroppen. Hyaluronsyren i Fortelis™ og Restylane™ er ikke udvundet af dyr og giver derfor ikke allergiske reaktioner.
I forbindelse med selve injektionen kan det i meget sjældne tilfælde ske, at der føres bakterier ind under huden og skaber infektion. Hvis du tidligere har haft herpesudbrud (forkølelsessår) i området, kan nålen fremprovokere en sådan reaktion. Denne reaktion kan forebygges ved brug af fx Zovir.
Forberedelse forud for behandling med Fortelis™ og Restylane™
Behandling med midlertidige fillers er en relativ ukompliceret sag, og forløber næsten altid uden komplikationer. Dog vil brug af hovedpinepiller som fx Treo, Magnyl og Ibuprofen samt visse naturpræparater nedsætte blodets evne til at størkne, og dermed øge risikoen for hævelse i forbindelse med behandlingen. Stop brug af hovedpinepiller et par dage inden behandling.
Du bør også være fri for make-up i det område, der skal behandles.
Hvordan foregår behandlingen?
Området, der skal behandles, desinficeres, og med en meget tynd nål føres Fortelis™ eller Restylane™ ind i de øverste lag af huden.
Gør behandlingen ondt?
Normalt er lokalbedøvelse ikke nødvendigt ved behandling af rynker ansigtet. Læber er dog særligt følsomme, og her lokalbedøver vi som regel området.
Hvordan skal jeg forholde mig efter behandlingen?
Undgå at berøre det behandlede område da, der kan være bakterier på fingrene, som kan give infektion (betændelse) i det behandlede område. Efter 6 timer må du igen gerne lægge en let makeup eller vaske området blidt med vand og sæbe.
Hvordan har jeg det efter behandlingen?
Du kan genoptage dit arbejde umiddelbart efter behandlingen og har det sædvanligvis fint. Det behandlede område bliver ofte let hævet. Endvidere kan du opleve rødmen og let prikken. Det er helt normalt og forsvinder efter 1-2 dage. Hævelsen kan dog vare noget længere. Behandlingen holder typisk 4-6 måneder.
Indtil den første hævelse har lagt sig, bør det behandlede område ikke udsættes for kraftig varme som sol, sauna eller solarium eller kraftig kulde som frostvejr.
Hvis der opstår enten hævelse, rødmen, smerter eller varme i det behandlede område i den efterfølgende måned, kan det være et tegn på infektion. I givet fald skal du straks henvende dig til klinikken med henblik på behandling med antibiotika m.v. (sædvanligvis Diclocil 500 mg x 4 eller mere).
Ved udbrud af gammelt forkølelsessår er det altid vigtigt at behandle så tidligt som muligt med fx Zovir salve, som fås i håndkøb på apotek.
Du bør henvende dig med det samme til klinikken, hvis du får udbrud af herpes eller andre uventede reaktioner, som virker bekymrende.
Hvilke områder kan behandles?
Næsten alle områder kan behandles for rynker med Fortelis™ eller Restylane™. De oftest behandlede områder er læber, vredesrynker i panden, rynker og furer omkring næse og mund eller øjenrynker.
Er der hindringer for behandlingen?
Man bør ikke injicere Fortelis™ eller Restylane™ i områder med infektion, fx aktiv acne (bumser) eller herpes (forkølelsessår). I disse tilfælde bør du afvente, at infektionen forsvinder enten spontant eller ved behandling.
Efter informationen om produktet er givet både skriftligt og mundtligt, skal der minimum gå 2 dage før behandlingen kan finde sted, ifølge bekendtgørelsen fra Sundhedsstyrelsen.
Du er velkommen til at tage en ven, et familiemedlem eller kæresten med til forundersøgelsen, hvor den mundtlige information bliver givet.
Har du yderligere spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os på klinikken på tlf. 70 27 57 57.
Patientinformation, midlertidig filler rynker, d. 27. august 2011
|