Efter din brystvorteoperation

Her finder du råd og vejledning om det du kan forvente i efterforløbet af din brystvorteoperation, fra dag 1 og frem til den afsluttende kontrol ca. 3 måneder efter du er blevet opereret.

Er du i tvivl om noget, er du velkommen til at kontakte os på TLF. 70 27 57 57.

1. dag efter operationen

Du kommer hjem samme dag, som du er blevet opereret. Almindeligvis foregår operationen i lokal bedøvelse, men er operationen foregået i fuld narkose, vil du være træt og mat det første døgn, og du kan have kvalme og føle dig svimmel. Derfor anbefaler vi, at der er en voksen person hos dig i de første 24 timer.

I det første døgn efter operationen bliver brysterne typisk ømme og du mærker, at de bliver spændte og stramme. Det er helt almindelige eftervirkninger. Brysterne kan fortsætte med at være spændte, hævede og have lidt forskellig facon i de første par uger. Det er vigtigt, at du tager den medicin, du har fået udleveret. Medicinen vil mindske smerterne, men du skal regne med, at de første 3-4 døgn er forbundet med nogen smerte.

Det er vigtigt, at du holder øje med blødning fra brystet i de første døgn. Skulle der opstå blødning, som er en sjælden komplikation, vil brystet blive stenhårdt og hæve op. Kontakt da kirurgen, som har opereret dig med det samme, uanset tidspunkt på døgnet. Telefonnummeret står på udskrivningspapiret.

I den første tid efter operationen, skal du sørge for at få rigeligt hvile og tillade kroppen at bruge al energi på restitution. Det er dog vigtigt, at du i dag – og aftentimerne går en lille tur rundt i stuen ca. en gang i timen. Det er for at huske kroppen på, især dine muskler og tarme, at du ikke er syg, men er ved at hele. Du kan drikke og spise som du plejer, men undgå alkohol og tobak. Du må ikke tage yderligere smertestillende medicin, uden at det er aftalt med kirurgen.

Hvis operationen er forgået i fuld bedøvelse ringer kirurgen til dig om aftenen, for at høre hvordan du har det.

2. og 3. dag efter operationen

På 2. og 3. dagen er brysterne stadig hævede, ømme og spændte. Det er normale eftervirkninger, men fortsæt med at tage den udleverede smertestillende medicin, som vil holde dig smertelindret.

Husk at bevæge dig i dag- og aftentimerne, det er ikke godt for dig at være sengeliggende. Hvis du ikke har gang i maven 2. dagen efter operationen, anbefaler vi, at du fx drikker sveskejuice, tager Dulcolax, Magnesia eller Laxoberal dråber, som du kan købe i håndkøb.

Fortsæt med at tage smertestillende medicin min. 1 uge efter operationen.

10. til 14. dag efter operationen

Brystvorterne er stadig spændte og hævede, men alt i alt begynder eftervirkningerne at fortage sig, og du har sikkert genoptaget dit arbejde. Mange patienter oplever på nuværende tidspunkt en stikkende og jagende fornemmelse i det ene eller i begge brystvorter. Det er helt normalt og skyldes, at nervebanerne er i gang med at finde sammen igen. De små jag kan opleves i op til 1 – 1 1/2 år efter operationen.

Du får udleveret kontroltid på operationsdagen og det er vigtigt, at du følger de anbefalinger opvågningssygeplejersken har givet dig inden du tog hjem. Ved din kontrol bliver du informeret yderligere om, hvad der gælder for dig. Er du i tvivl, kontakter du os.

Den næste tid og frem til den afsluttende kontrol skal du sørge for, at arret er rent og tørt.

VIGTIGT: Selv om du dag for dag føler dig bedre tilpas, er det vigtigt, at du de første 3-4 uger efter operationen undgår tunge løft (maximalt 2 kg per arm), og holder pause med motion. Når du genoptager motion, anbefaler vi at starte stille og roligt op. Mærker du ømhed i brysterne, bør du straks stoppe op og gå langsommere til værks næste gang.

3 måneder efter operationen

Det endelige resultat af din operation er nu ved at tegne sig. Ved den afsluttende kontrol evalueres resultatet og forløbet, og der tages efterbilleder. Du kan få tilsendt før- og efterbillederne, hvis du ønsker. Det er vigtigt, at du kommer til den afsluttende kontrol, da billederne der tages her, både er dokumentation for dig og os.

Værd at huske:

SØVN: Undgå at sove på maven de første 3 uger.

SMERTER: Smerter og ubehag er en naturlig del af processen i de første uger. Ligeledes kan helingsprocessen føles forskelligt fra det ene bryst til det andet.

LØFT: Undgå tungere løft de første 3-4 uger.

SPORT: Du kan genoptage træning efter 3-4 uger.

SVØMNING: Du må først gå i svømmehal eller bade i havvand, når såret er helt lukket. Det er typisk efter 4-6 uger.

SOL: Beskyt arrene mod sol det første år. Brug solfaktor + 50 og UV top, hvis du alligevel solbader. Sol giver hvide ar.

AR: Når sårskorperne er helt væk og huden er helet kan du smøre dine ar med et plejeprodukt. Vi anbefaler Cure Recovery Cream fra AK skincare. Den kan købes i alle vores klinikker.

RYGNING: Undgå rygning. Rygning øger risiko for infektion, langsom heling og medfører grimme ar.

BIL: Så længe du tager medicin med advarselstrekant må du absolut ikke køre bil. Du skal bruge sikkerhedssele som vanligt.

Tak fordi du valgte at få foretaget din brystvorteoperation hos AK Nygart