Når håndværk og æstetik mødes – et indblik i plastikkirurgens verden med Julie Allen

Udgivet D. 6. februar 2025

Plastikkirurgi handler om meget mere end blot udseende – det er en kombination af præcision, håndværk og en dyb forståelse for menneskers ønsker og behov.

For AK Nygarts plastikkirurg Julie Allen er det ikke kun et arbejde, men en passion, der dagligt gør en forskel for hendes kunder.

I denne tekst kan du læse om hendes rejse ind i plastikkirurgiens verden, de mest givende aspekter af arbejdet som plastikkirurg, og hvad hun gør for at skabe tryghed i en proces, der for mange kan føles både sårbar og grænseoverskridende.

Læs med og få et indblik i livet som plastikkirurg – fra de små detaljer til de store forandringer.

julie allen plastikkirurg ak nygart

Julie Allen om at arbejde som plastikkirurg

Hvornår vidste du, at du skulle være plastikkirurg, og hvad gjorde udfaldet?

“Jeg har altid vidst, at jeg skulle være kirurg. Lige fra jeg startede på medicinstudiet, har jeg været fascineret af den præcision og håndværksmæssige kunnen, som kirurgien kræver. Men særligt plastikkirurgien fangede min interesse, da jeg i slutningen af studiet fik mulighed for at følge arbejdet på en plastikkirurgisk afdeling. Her oplevede jeg, hvordan man med kirurgi kan genskabe form, funktion og æstetik. Det var enormt inspirerende at se, hvordan man med plastikkirurgi kan gøre en reel forskel – både rekonstruktivt og kosmetisk. Derfra vidste jeg, at det var den retning, jeg ville gå.”

Hvad synes du er det mest spændende ved at arbejde med plastikkirurgi?

“For mig er plastikkirurgi en kombination af præcision, kreativitet og dygtigt håndværk. Det fascinerer mig, at vi kan forme, genskabe og forbedre noget – uanset om det handler om at rekonstruere et bryst efter kræft eller skabe en smuk og harmonisk form ved en brystforstørrelse. Hver mand og kvinde, jeg ser, er unik, og derfor er hver operation også forskellig. Det kræver, at jeg hele tiden er opmærksom på detaljerne, arbejder præcist og tænker i helheder, så resultatet ikke bare bliver flot, men også naturligt og harmonisk med resten af kroppen. Det er enormt spændende og givende at se, hvordan en operation kan give fornyet selvtillid og glæde.”

Du møder jo rigtig mange mennesker i dit arbejde, der viser nogle meget sårbare sider af sig selv. Kan du ikke fortælle lidt om, hvordan du oplever det møde?

“Det er noget af det mest særlige ved mit arbejde. Når en mand eller kvinde booker en tid hos mig, er det ofte med noget, som har påvirket dem i lang tid – måske i årevis. Mange har tænkt rigtig meget over deres ønske om forandring, og det kan være en stor følelsesmæssig beslutning at tage skridtet og opsøge en kirurg. Derfor er det vigtigt for mig at skabe en tryg og behagelig atmosfære, hvor hvert menneske føler sig set og hørt. Jeg er meget bevidst om, at det kan være grænseoverskridende at vise og tale om det, man er mest ked af ved sig selv, og derfor gør jeg alt, hvad jeg kan for at skabe en åben og tillidsfuld dialog. Når personen overfor mig føler sig tryg, kan vi bedst sammen finde frem til den løsning, der giver det bedste resultat – både fysisk og mentalt.”

Om de forskellige plastikkirurgiske indgreb

Er der nogle bestemte indgreb, du nægter at udføre, hvis en kunde kommer og efterspørger det?

“Ja, helt bestemt. Som plastikkirurg har jeg et ansvar for at sikre, at de indgreb, jeg udfører, både er sikre og giver et godt resultat. Hvis jeg vurderer, at en operation er for ekstrem eller indebærer en unødvendig høj risiko, vil jeg sige nej. Det kan f.eks. være, hvis en kunde ønsker noget, der ligger uden for normale proportioner, eller hvor jeg kan se, at deres forventninger ikke kan opfyldes på en forsvarlig måde. Jeg lægger stor vægt på at skabe naturlige og harmoniske resultater, og jeg vil hellere sige nej til en operation end at risikere et resultat, som hverken kunden eller jeg vil være tilfreds med.”

Er der et bestemt indgreb, du ville ønske flere mennesker ville få øjnene op for?

“Jeg ville ønske, at flere vidste, hvor mange forskellige muligheder der findes, og at plastikkirurgi ikke nødvendigvis betyder store, drastiske forandringer, men ofte handler om små, velovervejede justeringer, der giver et naturligt og harmonisk resultat.”

Stolthed og fordom i plastikkirurgiens verden

Hvilke fordomme oplever du oftest om dit arbejde som plastikkirurg?

“Den fordom jeg oftest møder om plastikkirurgi er, at vi udelukkende laver ekstrem kirurgi. Altså kæmpestore bryster, eller ansigtsløft, hvor personens udseende bliver lavet helt om til ugenkendelighed. Men det er heldigvis meget langt fra min virkelig hos AK Nygart. Langt, langt overvejende møder jeg mennesker, der har et ønske om at få en harmonisk krop, de kan forene sig med efter f.eks. vægttab, amning og graviditet og det jeg oftest hører fra kunderne er, at det skal se naturligt ud. I virkeligheden vil de fleste bare gerne se proportionelle ud, eller vende tilbage til et udgangspunkt de engang havde inden graviditet, vægtøgning eller lignende. De ønsker ikke at ligne en anden, som der ellers godt kan være fordomme om ifht. plastikkirurgi.”

Hvad er du mest stolt af i dit arbejde som plastikkirurg?

“Det, der gør mig allermest stolt, er at se den forskel, mit arbejde gør for mine kunder. Når en mand eller kvinde kigger sig i spejlet efter en operation og ser det resultat, de har drømt om – dét er en helt særlig følelse. Det betyder meget for mig, at mine kunder ikke bare er tilfredse med resultatet rent æstetisk, men også at de føler sig gladere og mere selvsikre. Jeg er også stolt af den faglige kunnen, der ligger bag mit arbejde. Plastikkirurgi kræver stor præcision, teknisk dygtighed og et godt øje for proportioner og æstetik. Jeg sætter en ære i at levere resultater af høj kvalitet, der både lever op til mine kunders ønsker og mine egne høje standarder. Når jeg kan se, at mit håndværk har skabt en positiv forandring i en anden persons liv, så ved jeg, at jeg har gjort mit arbejde godt.”