Patientinformation: Miniansigtsløft

Hvorfor overveje et miniansigtsløft?

Efterhånden som du ældes, sætter solen, årene og hverdagens travlhed sine spor i ansigtet. Det viser sig fx som dybe folder mellem næse og mund, folder og fedtdepoter omkring halsen, og din kæbelinje bliver mere løs og foldet. Et miniansigtsløft fokuserer på den nederste del af ansigtet, og her skruer det tiden tilbage. Du kan få miniansigtsløftet enten alene eller i forbindelse med andre indgreb, fx en øjenlågskorrektion.

Hvem kan få et miniansigtsløft?

Vi anbefaler især miniansigtsløftet til dig, der oplever, at din hud i ansigtet er begyndt at ”hænge”, men huden har stadig en vis elasticitet. De fleste patienter er mellem ca. 40 og 70 år, men vi ser også gode resultater på både ældre og yngre personer.

Hvilke forventninger har du?

Før du beslutter dig for at få et miniansigtsløft, skal du nøje overveje, hvad du forventer, og diskutere det med speciallægen. Det vil foregå ved en forundersøgelse, og kirurgen vil vurdere dit ansigt, før I sammen lægger en plan for netop din operation.

Du er velkommen til at tage en ven, et familiemedlem eller din kæreste med til forundersøgelsen, hvor du får den mundtlige information. Men vi anbefaler, at du lader børnene blive hjemme, så du kan koncentrere dig fuldt om den samtale, du har med os. Hos AK Nygart sætter vi en ære i at give så grundig en faglig og personlig vejledning som mulig.

Vi kan højst tage to personer til forundersøgelse ad gangen. Er I flere, der ønsker forundersøgelse og gerne vil have en pårørende med, må I derfor booke tider uafhængigt af hinanden.

Er der nogen risiko forbundet med operationen?

Når en kvalificeret plastikkirurg udfører et miniansigtsløft, er komplikationerne sjældne og få. Der kan være store variationer i den enkelte persons almene tilstand, anatomi og evne til at hele, og resultatet er aldrig 100 % forudsigeligt. Komplikationerne kan være:

  • Hæmatom under huden (blodansamling, sker hos 3 – 4%). Det skal eventuelt fjernes af kirurgen.
  • Skade på de nerver, som kontrollerer ansigtsmusklerne. De er oftest midlertidige.
  • Infektion, sker hos under 1%.
  • Reaktioner på bedøvelsen.
  • Reduceret følesans. Kan være permanent eller midlertidig.
  • Ar som er mindre pæne. Det er oftest rygere, der oplever dårlig opheling af huden. Du kan mindske risikoen ved at undgå at ryge 4 uger før og 4 uger efter operationen.
  • Øre-nerveskade. Det sker hos mindre end 1 %.

Hvordan kan du forberede dig til operationen?

Inden operationen skal du:

  • Ophøre med at tage acetylsalisylsyre holdige stoffer som Magnyl, Aspirin og Treo. Dette bør du ophøre med 4 uger inden og efter operationen.
  • Holde pause med rygning 4 uger før og 4 uger efter operationen.
  • Aftale hjemtransport med en pårørende efter operationen.
  • Køb Panodil, Pamol eller tilsvarende paracetamol på apoteket.
  • Købe ind og lave mad til 7 dage, så du kan koncentrere dig om at hvile og blive hel igen efter operationen.

På operationsdagen skal du tage et brusebad med grundig sæbevask af krop og hår. Undlad dagcreme,  make-up og neglelak denne dag.

Hvordan bliver du bedøvet?

Miniansigtsløft foregår i lokalbedøvelse, så du er vågen under operationen. Umiddelbart efter operationen kommer du på opvågningsafdelingen, hvor en sygeplejerske observerer dig. Typisk kan du tage hjem efter en times tid.

Hvordan foregår selve operationen?

Et miniansigtsløft tager sædvanligvis en times tid. Snittet lægges sædvanligvis foran øret, om bag øreflippen og evt. bag om øret. Lægen strammer de ansigtsmuskler og fedtdepoter op, der er blevet tunge eller løse og fjerner overskydende hud.

Hvordan har du det efter operationen?

Du vil sædvanligvis ikke have smerter efter operationen. Hvis du har, du reducere dem ved at tage 2 paracetamol-tabletter á 500 mg op til 4 gange dagligt. Du får udleveret den nødvendige medicin ved udskrivelsen. Det er vigtigt, at du ligger med hovedet højt de første dage. Der vil forekomme en let hævelse af ansigtet i nogen tid efter operationen.

Dagen efter må du vaske hår. Vent med hårdt arbejde og sport i 3 uger, og start blidt op. Du kan gå eller cykle en tur allerede fra dagen efter operationen. Undgå svømmehal, dampbade og sauna i ca. 3 uger efter operationen.

Det er en god idé at tage et tyndt, stort tørklæde med til at dække ansigtet, når du forlader klinikken.

Hvornår skal du møde på klinikken til kontrol?

Vi fjerner trådene efter ca. 7 dage. 3 måneder efter operationen skal du til efterkontrol, hvor vi også tager efterfotos. Vi sender gerne dine før- og efterfotos til dig.

Er du utryg, eller har du spørgsmål i mellemtiden, er du altid velkommen til at ringe til os og eventuelt aftale en tid i klinikken.

Hvornår er alt normalt igen?

Efter operationen anbefaler vi, at du får rigeligt hvile, så kroppen kan bruge al energi på at hele. I begyndelsen vil dit ansigt føles lidt mærkeligt. Dine ansigtstræk kan være lidt anderledes i en periode på grund af hævelse, og dine ansigts bevægelser kan blive noget stive. Du vil sikkert også fokusere meget på dine ar. I enkelte tilfælde kan sår og eventuelle blå mærker vare i op til 3 uger. Det er ikke usædvanligt, hvis du umiddelbart bliver skuffet eller lidt deprimeret den første tid efter operationen. Efter 3 uger vil du både se og føle dig meget bedre tilpas. Hvis du på forhånd har gjort dig klart, at resultatet ikke er tydeligt umiddelbart efter behandlingen, vil du hurtigere blive glad for dit ansigtsløft.

De fleste er tilbage på job én uge eller højst to uger efter operationen. Selv efter hævelsen og de eventuelle blå mærker er forsvundet, er håret omkring tindingerne måske lidt tyndt. Din hud kan også føles lidt ru og tør i flere måneder.

Du vil få ar fra din miniansigtsløft, men de er sædvanligvis gemt af hår eller i ansigtets naturlige folder. Efterhånden vil de blive nærmest usynlige. Dine ar kan også være røde i nogle måneder, og de bliver pænest, hvis du undgår direkte sol på dem i op til 1 år.

Når du har modtaget informationen både skriftligt og mundtligt, skal der gå mindst 7 dage, før du kan få behandlingen. Det siger Sundhedsstyrelsens regler.

Ansigtsløftet stopper ikke uret, men sætter tiden tilbage. Dit ansigt vil fortsætte med at ældes, afhængig af arv og miljø. Men du kan gentage miniansigtsløftet flere gange. Effekten er er langvarig, og du vil fortsætte med at se yngre og bedre ud.

Er der betænkningstid før en operation?

Sundhedsstyrelsen kræver, der skal gå mindst 7 dage fra du får den skriftlige og mundtlige information, til behandlingen kan finde sted.

Du er velkommen til at tage en ven, et familiemedlem eller din kæreste/ægtefælle med til forundersøgelsen, hvor du får den mundtlige information.

Vi anbefaler, at du lader dine børn blive hjemme til forundersøgelsen og de efterfølgende kontroller. Det er vigtigt, du kan koncentrere dig om den information, vi giver til forundersøgelsen, og vores erfaring er, at børn finder det voldsomt at se mor eller far få skiftet forbinding.

Har du spørgsmål i øvrigt, er du velkommen til at kontakte klinikken på tlf. 70 27 57 57.

Obligatorisk patientforsikring

Regeringen har besluttet, at alle privathospitaler skal indbetale til en privat patientforsikring. Derfor skal du betale et obligatorisk tillæg til din operation på 1.300 kr. Læs mere på prissiden.

Husk, at hvis du melder afbud til konsultationer og kontroller, skal det ske senest 24 timer inden den aftalte tid. Ved udeblivelse uden afbud faktureres kr. 600,- i gebyr.

Vi sender kun information om dit forløb hos AK Nygart til din egen læge, hvis du giver samtykke.

Vil du se vores kosmetiske synsrapporter fra Sundhedsstyrelsen, kan du finde dem på vores hjemmeside eller på Sundhedsstyrelsens egen hjemmeside.

Spørgsmål til alt omkring min operation

Har du spørgsmål til operationen, udfyldning af låneansøgning, forløbet hos AK Nygart eller andet, skal du endelig sige til. Skriv til os på mail@nygart.dk eller ring på tlf. 70 27 57 57. Så hjælper vi dig videre.

 

Patientinformation om miniansigtsløft – version 15-03-19

Har du fundet den behandling, du ønsker?

Book tid til en uforpligtende forundersøgelse nu.

BOOK NU