Patientinformation om operationer i brystvorteområdet

Hvorfor operation af brystvorter?

For mange kvinder har brystvorte komplekset stor æstetisk værdi og området er af stor betydning for hele brystets harmoni.

Hvad skal du have lavet?

AK Nygart tilbyder flere forskellige operationer i dette område.

Operationer for lange brystvorter. Du er måske født med lange brystvorter eller har fået det i forbindelse med graviditet og/eller amning. Der findes forskellige teknikker, der kan afhjælpe dette. Kirurgen vil fortælle dig om dine kirurgiske muligheder. Ved visse metoder er der stor sandsynlighed for at du vil bevare amme evnen og følesansen.

Operation for indsunken brystvorter. Du er måske en af de mange kvinder, hvor brystvorterne altid har været indsunkne. Nogle kan være heldige at brystvorterne kommer lidt frem under amning, mens andre ikke oplever nogen bedring. Brystvorten kan, med et ganske lille indgreb trækkes frem, så den bliver mere struttende. Desværre er der mulighed for at miste amme evnen, hvorfor vi anbefaler, at du venter med dette indgreb, til du ikke tror, du skal have flere børn. Chancen for at bevare følesansen ved denne operation er stor.

Operation af selve brystvorteområdet (areola). Du er måske født med store mørke brystvorteområder eller de er vokset under graviditet eller amning. Ved et ganske lille indgreb er det muligt at mindske området. Du vil få et lille ar langs kanten af den nu formindskede areola. Hvis arret mod forventning bliver tydelig kan du vælge at få tatoveret arret i en brun nuance hos en dygtig tatovør. Indgrebet påvirker ikke amme evnen og der er meget stor sandsynlighed for at du vil bevare den fulde følesans på brystvorterne.

Forundersøgelsen – Hvordan foregår det?

Forud for operationen skal du først til forundersøgelse hos en af vores plastikkirurger. Her taler du med kirurgen om dine forventninger, kirurgen vurderer hvad der vil passe bedst til din kropstype, og du får en grundig gennemgang af dine muligheder – og de risici, der altid er ved en operation. Endelig spørger kirurgen til dit helbred for at sikre, du er egnet til indgrebet.

Til forundersøgelserne hos plastikkirurgen anbefaler vi, at du lader børnene blive hjemme. Vi har ofte oplevet, at kunden har svært ved at koncentrere sig, når børnene er med. På Nygart Privathospital sætter vi en ære i at give så grundig en faglig og personlig vejledning som muligt.

Husk at der maximalt kan være 2 personer til forundersøgelse ad gangen. Er I flere, der ønsker forundersøgelse og gerne vil have en pårørende med, må I derfor booke tider uafhængigt af hinanden.

Hvad sker der inden operationen?

Inden operationen vil kirurgen tegne på området for at vide præcist hvor snittet skal lægges. Kirurgen vil tage foto af området.

Hvordan skal jeg bedøves?

Operationen foretages sædvanligvis i lokalbedøvelse. Ved ankomsten kan du hvis nødvendigt, få en afslappende tablet. Du modtager en e-mail senest fredagen ugen inden operationen med mødetid.

Hvis du ønsker, kan operationen også foregå under fuld bedøvelse. Er dette dit ønske, betales der et tillæg. Læs mere om fuldbedøvelse her.

Hvordan har jeg det efter operationen?

Selve operationen tager cirka 1 time. Og du kan blive hentet ca. 1-2 timer senere. Efter operationen vil du sandsynligvis mærke nogle smerter omkringbrystvorterne. Smerterne kan dog afhjælpes eller mindskes med smertestillende medicin, som du får udleveret på klinikken.

Der kan forekomme let blødning fra såret det første døgn efter operationen. Dette afhjælper du ved at presse et rent klæde let mod såret i 15 minutter. Fortsætter blødningen, bør du kontakte kirurgen.

Du får udleveret kontroltid på operationsdagen og det er vigtigt, at du følger de anbefalinger opvågningssygeplejersken har givet dig. Her får du også information ang hvornår du kan tage bad og hvilken type forbinding du har fået på og hvornår denne skal skiftes.

Er der nogen risici forbundet med operationen?

Når en velkvalificeret plastikkirurg udfører dette indgreb, er komplikationerne få. Der er dog altid en risiko forbundet med enhver form for kirurgi.

Vælger du at få en operation af brystvorte området, skal du være bekendt med risikoen for følgende komplikationer:

  • Reaktioner på bedøvelsen
  • Infektion (under 1%)
  • Arrene kan blive tydelige og ømme. Ardannelse er individuel, og man kan ikke forudsige, hvordan den enkelte danner ar. Dårlig opheling rammer ofte rygere. Dette kan mindskes ved at holde op med at ryge 6 uger før og 4 uger efter operationen
  • Følelsesløshed i området omkring brystvorten er sædvanligvis midlertidig, men kan tage måneder før det forsvinder, hyppigheden er 3-4%
  • Permanent følelsesløshed
  • Hæmatom – i sjældne tilfælde (3-4%) kan der efter operationen opstå en blødning. Dette kan kræve kirurgen stopper blødningen ved en ny operation.
  • Asymmetri – ikke to brystvorter er ens, derfor kan der forekomme asymmetri.
  • Serom (1 %). En alvorlig væskeophobning, der behandles med antibiotika og i nogle tilfælde udtømning ved kirurgisk indgreb
  • Farveændring af brystvorten.
  • Hævelse og smerter.
  • En meget sjælden komplikation er at noget af brystvorten eller huden omkring arrene ”dør”, hvis blodforsyningen efter operationen ikke gendannes.

Vedr. brystvorteoperation og blodpropper

Hos AK Nygart sætter vi sikkerheden i højsædet. Der er visse ting der øger risikoen for blodpropper i særligt benene og lungerne i forbindelse med kirurgi. Derfor anbefales nogle kunder forebyggelse med et stof, der hedder Fragmin, Klexane eller Innohep.

Skal du have Fragmin, Klexane eller Innohep vil det blive givet, som en indsprøjtning i låret eller maveskindet af en sygeplejerske i opvågningen.

I yderst sjældne tilfælde (særlige risiko-patienter) vil du få recept på blodfortyndende medicin tilsendt elektronisk.

Den første dosis gives på operationsdagen, hvor en sygeplejerske i opvågningen viser dig, hvordan det gøres.

Hvor længe holder en brystvorteoperation?

Din krop vil fortsætte med at ældes, afhængig af arv og miljø. Men effekten af brystvortereduktionen er livsvarig, og du vil fortsætte med at have et harmonisk og flot bryst.

Hvordan kan jeg forberede mig til operationen?

Inden operationen skal du:

  • 3 dage før operationen skal du ophøre med at spise lægemidler, der indeholder acetylsalicylsyre (Magnyl, Aspirin m.fl.). Dog må du ikke stoppe med at spise hjertemagnyl eller anden blodfortyndende medicin (Clopidogrel, Marevan,etc)  uden at have konfereret det med din egen læge eller din hjertelæge. Hvis der kan pauseres med Clopidogrel er det i 5 dage før operationen.
  • Naturlægemidler, som kan påvirke blodets evne til at størkne, fx Q10, fiskeolie, Baldrian, ginseng, ginko, hvidløgspulver/ingefær eller E-vitamin bør du ophøre med 1 uge før.
  • Gigtmedicin (Ibuprofen, Naproxen,Diclofenac etc): Pausere i 3 dage evt efter aftale med din praktiserende læge eller rheumatolog.
  • Hvis du får vægtreducerende medicin såsom Wegovy skal du holde pause 3 uger inden operationen.
  • Undgå at få lavet tatoveringer, piercinger eller få foretaget større tandlægearbejder med fx isætning af fyldninger 1 måned før operationen og 1 måned efter operationen. Det skyldes, at der i forbindelse med tatovering, piercing og tandlægearbejde kan danne sig bakterier i blodet.
  • Derudover skal du indkøbe Paracetamol a 500 mg + Ibuprofen a 200 mg til en uges forbrug.
  • Aftale med en pårørende, at du bliver hentet 2 timer efter operationen og passet de næste 24 timer.
  • Det er en god ide at købe ind og lave mad til en uge, så du kun skal koncentrere dig om at restituere dig efter operationen.
  • På operationsdagen skal du tage et brusebad med grundig sæbevask af krop og hår. Undlad at bruge bodylotion eller creme på det område, der skal opereres.
  • Klæd dig i løst, behageligt tøj, gerne bluse med lynlås og flade sko.
  • Smykker og eventuelle piercinger tages af og efterlades hjemme.
  • Holde pause med rygning/ E-cigaretter 6 uger før og 4 uger efter operationen: For at nedsætte risikoen for dårlig sårheling, lungeproblemer og infektioner i forbindelse med operationen, bør du stoppe med at ryge mindst 6 uger før du skal opereres. Hvis du har tænkt dig at starte med at ryge igen, anbefaler vi, at du venter til mindst 4 uger efter operationen, for at optimere helingsprocessen. Rygestopmedicin (nikotinplaster, nikotin-tyggegummi, etc) kan anvendes. Læs mere her.
  • Holde pause med alkohol: Hvis du drikker mindre end 7 genstande/uge som kvinde og mindre end 14 genstande/uge som mand, har du kun lav risiko for at blive syg på grund af alkohol i forbindelse med en operation. Hvis du drikker mere end dette bør du skrue ned for dit forbrug, og drikker du mere end 4 genstande dagligt bør du stoppe helt med at drikke alkohol 4 uger før din operation. Det vil mindske risikoen for komplikationer (infektioner, dårlig sårheling, lungeproblemer etc.) Læs mere her

Hvornår skal jeg møde på klinikken til kontrol?

Du vil på operationsdagen blive oplyst af opvågningssygeplejersken omkring kontrol forløbet hos sygeplejersken og kirurgen.

Vi anbefaler vi, at du lader dine børn blive hjemme til de efterfølgende kontroller. Det er vigtigt, at du kan koncentrere dig om den vigtige information, der bliver givet, og vores erfaring fra efterkontroller viser, at børnene synes, at det er meget voldsomt at se mor eller far få skiftet forbinding.

Er du utryg eller har du spørgsmål i den mellemliggende tid, er du altid velkommen til at ringe til os og eventuelt aftale en tid i klinikken.

Er der betænkningstid før en operation?

Ifølge Sundhedsstyrelsen skal der gå mindst 7 dage efter, du har fået den skriftlige og mundtlige information, inden behandlingen kan finde sted. Det giver dig tid til at gå hjem og tænke over indgrebet, snakke med familie og venner og eventuelt fortryde – før vi opererer.

Din forundersøgelse er gyldig i et år. Gyldigheden er med forbehold for, at der ikke sidenhen er sket nogen større helbredsmæssige ændringer, f.eks. større vægtudsving eller ny medicin, der kan være til hindring for den plan, der er blevet lagt. Er der sket sådanne ændringer, eller er der gået mere end et år siden din forundersøgelse, og ønsker du at blive opereret, skal du ind til en fornyet forundersøgelse.

ANDET

Ved eventuelt afbud skal kommende konsultationer og kontroller afmeldes senest 24 timer inden den aftalte tid. Ved udeblivelse uden afbud faktureres kr. 600,- i gebyr.

Vi fremsender kun information vedrørende dit forløb hos AK Nygart til egen læge, efter vi har fået samtykke fra vores patienter.

På vores hjemmeside ligger alle kosmetiske synsrapporter foretaget af Sundhedsstyrelsen.

Rapporterne findes ligeledes på Sundhedsstyrelsens egen hjemmeside.

Spørgsmål til alt omkring min operation

Du er altid velkommen til at rette henvendelse til klinikken, hvis du har spørgsmål vedrørende operationen, udfyldning af låneansøgning, forløbet hos AK Nygart etc. Du kan enten skrive til info@aknygart.dk eller ringe på tlf. 70 27 57 57.

Patientinformation om brystvorter – version 11-04-2024