Rectus diastase
Hvad er rectus diastase?
Rectus diastase er en tilstand, hvor de to lange, lodrette mavemuskler (rectus abdominis) adskilles fra hinanden langs midtlinjen af maven. Denne separation opstår ofte som følge af graviditet, hvor mavemusklerne bliver strakt for at give plads til den voksende livmoder. Tilstanden kan dog også opstå efter kraftig vægtøgning eller hurtige vægttab.
Når mavemusklerne ikke vender tilbage til deres oprindelige position efter fødslen eller vægttabet, kan det resultere i en svækket kernemuskulatur og en synlig bule midt på maven. Dette kan påvirke både kropsholdning, funktionalitet og i nogle tilfælde føre til rygsmerter og nedsat stabilitet i kernen.
Symptomer på rectus diastase
Tegnene på rectus diastase kan variere, men nogle af de mest almindelige symptomer inkluderer:
- Synlig bule: En mærkbar bule eller fordybning i midten af maven, især når mavemusklerne anstrenges, såsom under fysisk aktivitet eller når man rejser sig fra en liggende position.
- Svaghed i mavemusklerne: En følelse af svaghed eller ustabilitet i maveområdet, hvilket kan gøre det udfordrende at udføre visse aktiviteter eller øvelser.
- Lændesmerter: Manglende støtte fra mavemusklerne kan føre til dårlig kropsholdning og øget belastning på lænden, hvilket resulterer i smerter eller ubehag i dette område.
- Dårlig kropsholdning: En svækkelse af kernemuskulaturen kan påvirke kropsholdningen negativt, hvilket kan føre til yderligere muskelspændinger og ubehag.
Hvis du oplever nogle af disse symptomer efter graviditet eller betydelige vægtændringer, er det vigtigt at konsultere en sundhedsprofessionel for en korrekt vurdering.
Kan man træne sine mavemuskler sammen igen?
Ja og nej. Det er muligt at reducere graden af rectus diastase gennem målrettede øvelser, der styrker de dybe mavemuskler. Men hvis tilstanden først er opstået, er den mest effektfulde og permanente løsning kirurgi.
Ønsker du at forsøge dig med at forbedre din rectus diastase gennem øvelser er det vigtigt at du undgår traditionelle mavetræningsøvelser, som crunches og sit-ups, da de kan forværre tilstanden. I stedet anbefales øvelser, der fokuserer på at styrke den tværgående mavemuskel (transversus abdominis)
En fysioterapeut eller en træner med speciale i post-graviditetsrehabilitering kan hjælpe med at udvikle et sikkert og effektivt træningsprogram.
Kirurgiske muligheder for korrigering af rectus diastase
For kvinder, der oplever en markant adskillelse af mavemusklerne, kan en kirurgisk korrektion være den mest effektive løsning. Den mest anvendte kirurgiske procedure til behandling af rectus diastase er stor maveplastik (abdominoplastik), hvor mavemusklerne sys sammen, og overskydende hud og fedt fjernes.
Ved en stor maveplastik laver kirurgen et snit langs den nedre del af maven, typisk placeret lavt nok til at kunne dækkes af undertøj eller bikini. Gennem dette snit adskilles huden fra mavemusklerne, hvorefter de rectusmuskler, der er blevet strakt og forskudt under graviditet, sys sammen igen i midtlinjen. Denne muskelopstramning genskaber en stærk og flad maveregion. Samtidig kan overskydende hud og fedt fjernes for at give et mere harmonisk og tonet udseende.
Fordele ved kirurgisk korrektion af rectus diastase inkluderer:
- Genskabelse af mavemusklernes naturlige funktion og styrke
- Reduceret forekomst af ryg- og lændesmerter forårsaget af svag kernemuskulatur
- Forbedret kropsholdning og mindre belastning på rygsøjlen
- En fladere og mere tonet mave, der kan give øget selvtillid
- Mulighed for samtidig fjernelse af løs hud og eventuelle strækmærker
Operationen udføres typisk under fuld narkose og har en restitutionsperiode på omkring 4-6 uger, hvor fysisk aktivitet bør begrænses for at sikre optimal heling. Mange kvinder oplever en markant forbedring af både deres funktionelle og kosmetiske tilstand efter en stor maveplastik, hvilket gør operationen til en populær løsning for dem, der ønsker at genoprette mavens form og styrke efter graviditet.
Hvis du overvejer en kirurgisk behandling for rectus diastase, tilbyder AK Nygart en personlig konsultation, hvor vi vurderer din situation og skræddersyr den bedste løsning til dig.