10-dobling på 10 år: Større bryster bliver mere og mere populært
Nye tal viser, at antallet af kvinder, der får opereret sine bryster større på privathospitaler, er 10-doblet på lidt over 10 år. Den massive stigning skyldes især 20-35 årige kvinder, som i stigende grad ønsker at styrke deres selvværd og føle sig hjemme i egen krop.
I 2005 fik ca. 200 kvinder foretaget en brystforstørrende operation på et dansk privathospital. I 2017 er dette tal helt oppe på ca. 2.000 kvinder, hvilket svarer til en 10-dobling. Samtidig er antallet af kvinder, der har fået foretaget et brystløft på et dansk privathospital steget fra ca. 30 i 2005 til ca. 450 i 2017, hvilket svarer til en 15-dobling. Det viser nye tal fra Datasundhedsstyrelsen.
Især 20-35 årige der lægger sig under kniven
Hos AK Nygart vurderer vi, at det især er kvinder mellem 20 og 35 år, der i stigende grad vælger at få lavet større bryster. Samtidig er det især kvinder, som er færdige med at få børn, der vælger at få lavet et brystløft.
”Generelt vælger kvinderne at få lavet nye bryster, fordi de vil styrke deres selvværd. De gør det for deres egen skyld, ud fra et ønske om at føle sig bedre hjemme i deres krop. Og når så muligheden er lige for og nærmest ikke koster mere end et lækkert TV, så griber de den. Ligesom vi kan arbejde med vores indre (fx gå til psykolog) for at få det bedre med vores ydre, anerkender vi i stigende grad, at det er lige så naturligt at ændre ved vores ydre for at få det bedre med vores indre. Det ser jeg disse tal som et klart udtryk for.”
Livsstilsekspert: Udvikling skyldes aftabuisering og større økonomisk råderum
Livsstilsekspert Christine Feldthaus peger på, at udviklingen overordnet kan forklares ud fra to tendenser, vi ser i det danske samfund disse år:
”For det første har vi i Danmark over de senere år set en klar aftabuisering i forhold til det at få sig et sæt nye bryster. Tidligere var en brystoperation nok ikke noget, man talte så højt om, men i dag opfatter vi det som meget mere almindeligt og naturligt – bl.a. fordi vi i medierne hele tiden hører om kendte, der har fået gjort det. Der er altså tale om en aftabuisering og en selvforstærkende tendens: Jo flere der gør det og er åbne omkring det, jo nemmere er det også selv at gøre det.
For det andet har vi et langt større økonomisk råderum i dag end tidligere, og en brystoperation er noget, de fleste vil kunne spare op til. På den måde bliver nye bryster en forbrugsvare på linje med materielle ting, og hvis 30.000 kr. brugt på nye bryster kan give en kvinde mere selvværd og styrke den måde, hun ser sig selv på, hvorfor så ikke gøre det? Kort sagt: Kvinderne gør det, fordi de kan.”
Data (som er opdateret 26.6.2018) er hentet herfra: http://www.esundhed.dk/sundhedsregistre/LPR06/Sider/Tabel.aspx
AK Nygart har kun indrapporteret data om patienter til Landspatientregisteret fra 2017. For at sikre at dataene i denne nyhedshistorie er retvisende, er AK Nygarts indberettede operationer for 2017 ikke medregnet i nyhedshistorien.
Skriv et svar