Min første årsdag med mine nye bryster
21. August 2018, var den dag jeg fik min BFO. Hvad er en BFO, tænker du så? Det er en brystforstørrende operation. Og det betyder, at jeg netop har haft årsdag med mine nye bryster.
Det kan lyde som en underlig mærkedag, men for mig betyder det, at jeg fra dén dag gjorde den ting for mig selv og min krop, som jeg havde det svært med, for at kunne føle min kvindelighed.
Inden operationen havde jeg været til to konsultationer: en i foråret og en året før i 2017. Jeg ville være helt sikker, og det føltes helt rigtigt for mig begge gange.
Jeg valgte dog at udskyde operationen et år, fordi min yngste kun var 1,5 år. Jeg havde efter et helt års amning af nummer 2. barn fået en meget lille barm, som jeg konstant gik og var ked af. Jeg prøvede at acceptere min krop som den var, men jeg kunne bare ikke “narre” mig selv til at elske min krop når jeg vidste, at det ville jeg aldrig kunne. Trods træning, så var det barmen jeg var ked af. Mit bryst var så småt, at selv A-skål var for stort.
Nu er jeg her, så langt så godt, og jeg er så glad for min krop nu, og glad for at jeg ser min kvindelighed i min krop.
Det har selvfølgelig været hårdt at komme helt igennem det først stykke tid efter operationen med smerter osv. Men jeg ville aldrig være det hele foruden – slet ikke når jeg selv kan se, hvor meget glæde det giver mig.
Jeg er desværre ikke en af de heldige, der er velsignet fra naturens side med en fyldig barm. Men livet er for kort til ikke at elske sig selv og sit spejlbillede.
Så hurra for min årsdag med mine bryster!