Operation hos AK Nygart – sådan foregår det
Her kan du læse, hvordan dagen typisk forløber, når du har tid til en operation hos AK Nygart.
Før operationen
Ved første besøg hos os møder du en erfaren plastikkirurg der lytter til dine ønsker, gennemgår operationen og besvarer dine spørgsmål. Under besøget får du også information om, hvad indgrebet vil koste, ventetider mv. Du skal også udfylde et sundhedsskema angående din helbredstilstand og tidligere sygdomme og operationer, som kan indgå i kirurgens vurdering.
Det er vigtigt, at du har realistiske forventninger, og at du et modtagelig over for information om, hvilke ændringer en operation vil medføre. Hvis du efter forundersøgelsen ønsker at gennemføre operationen, vil du sammen med plastikkirurgen gå ud til vores sekretær, som vil hjælpe dig med at finde en operationstid, der passer dig.
Vær opmærksom på, at der skal gå minimum 7 dage fra forundersøgelsen til operationen. Dette er et krav fra Sundhedsstyrelsen.
Her kan du se hvordan en forundersøgelse kan foregå:
Forberedelser til bedøvelse og operation
Før du kan komme i narkose er det vigtigt at gennemgå din generelle helbredstilstand. Det kan derfor være godt, hvis du har tænkt følgende igennem på forhånd:
• Tidligere og nuværende sygdomme
• Tidligere operationer
• Medicinering
• Allergier
• Tidligere bedøvelse og eventuelle komplikationer forbundet med disse
• Slægtninge, der har haft problemer med anæstesi
Vi har lavet en liste over sygdomme, vægt og medicin der gør, at vi desværre ikke kan operere dig i fuld bedøvelse.
På operationsdagen
Du forbereder dig bedst før operationen ved at holde dig i ro og finde ud af, hvad der skal ske før, under og efter operationen.
Du modtager en operationsindkaldelse via e-mail senest fredagen inden operationsdagen. Her står der præcis hvornår du skal møde ind. Vi beder dig typisk om at møde ind en time inden operationen skal starte.
Efter du har henvendt dig i receptionen, vil du blive hentet ind i opvågningssalen af en sygeplejerske, der viser dig din seng. Her bliver du bedt om at klæde dig af, og tage en morgenkåbe og støttestrømper på.
Det er desværre ikke tilladt at have pårørende med inde i opvågningen af hensyn til de andre patienter.
Efter du har fundet dig til rette og udfyldt papirer fra opvågningssygeplejersken, møder du din plastikkirurg igen til en kort samtale om hvad der skal ske. Plastikkirurgen tegner på det område, der skal opereres, og herefter bliver dine før-billeder taget.
Fuld narkose
Du vil herefter blive ført tilbage til din seng i opvågningen, hvor du vil møde din narkoselæge, som skal bedøve dig. Her har du mulighed for at stille spørgsmål, hvis du er nervøs for narkosen.
Når narkosenlægen har gennemgået narkosen med dig, vil du kort efter blive ført ind til operationsstuen, hvor operationen vil gå i gang lige så snart du er blevet lagt til at sove.
I denne video kan du se hvordan en operation i fuld narkose foregår:
Du kan også se vores infovideo om fuld bedøvelse her:
Eller lytte til vores podcastepisode om narkose, hvor vi taler med vores narkoselæge, Henrik:
Efter operationen
Når operationen er overstået bliver du vækket fra narkosen, og du vågner således op samme sted, som du blev lagt til at sove. Herefter bliver du hjulpet ind i din seng i opvågningen. De fleste husker ikke dette, da man godt kan være meget “groggy” efter narkosen.
I opvågningsafdelingen møder du igen din opvågningssygeplejerske, der kontrollerer at du har det godt og kommer tilbage til dig selv efter operationen. Hun sætter også dit Aftercare-forløb i gang i din AK Nygart app.
Du får regelmæssig smertelindring så længe dette er nødvendigt. Personalet vurderer løbende behovet for smertelindring og sørger for den passende behandling.
Når du er kommet til dig selv og ikke længere har brug for intensiv overvågning, kontakter vi din pårørende, som skal komme og hente dig. Dette sker typisk efter et par timer. Ved større operationer som f.eks. ansigtsløft beholder vi dig i opvågningsafdelingen til dagen efter, så vi kan være helt sikre på, at du får den pleje der er nødvendigt efter sådan et stort indgreb.
Om aftenen vil din kirurg ringe til dig og tjekke, at alt går godt med dig.
Dagene efter operationen
Helingsprocessen er individuel, er det vigtigt, at du lytter til din krops signaler og tilpasser dig efter dem. Efter de fleste indgreb anbefaler vi, at du afholder dig fra motion og andre fysiske aktiviteter og i stedet holder dig rolige gåture i en periode. Du vil modtage omhyggelige instruktioner i hvordan du skal forholde dig efter operationen.
Det er vigtigt, at du har realistiske forventninger til indgrebet. Resultaterne er individuelle og kan variere mellem mennesker. Du taler dette igennem med din kirurg før operationen til forundersøgelsen.
Når du går hjem efter en operation får du et kort med din efterfølgende kontrol samt telefonnummeret til klinikken, så du kan ringe til os, hvis der skulle opstå spørgsmål.
Du kan læse mere om forløbet efter vores forskellige operationer her.