Omfattende, global undersøgelse: Populariteten af plastikkirurgi og skønhedsbehandlinger stiger fortsat på verdensplan

Udgivet D. 11. december 2019

The International Society of Aesthetic Plastic Surgery (ISAPS) har netop udgivet sin årlige undersøgelse over den globale udvikling inden for plastikkirurgi og kosmetiske behandlinger. ISAPS er verdens førende professionelle forening for æstetiske plastikkirurger og har medlemmer fra mere end 100 lande. Foreningens årlige undersøgelse er den mest omfattende på verdensplan og bygger i år på data fra mere end 34.000 plastikkirurger. Hos AK Nygart er vores helt egen overlæge i plastikkirurgi, Jesper Trillingsgard, medlem af ISAPS. Han har læst undersøgelsen og kommenterer i denne artikel på en række interessante ligheder og forskelle mellem udviklingen i Danmark og internationalt.

Antallet af kosmetiske indgreb er i global vækst

Helt overordnet viser ISAPS’ nye undersøgelse en stigning på 5,4% i det samlede antal af kosmetiske operationer og non-invasive behandlinger udført på verdensplan fra 2017 til 2018. Ifølge Jesper Trillingsgaard læner de internationale tal sig meget opad den udvikling, som han observerer i Danmark: ”I de senere år er der kommet en hel del flere udbydere af kosmetisk kirurgi og behandlinger til, og det er jo i sig selv en god indikator på, at markedet er i vækst. Hos AK Nygart oplever vi klart en stigende efterspørgsel fra danskerne på både operationer og non-invasive behandlinger, og det er mit indtryk, at vores konkurrenter har lige så meget at lave som os.”

Brystforstørrelse med implantater er international topscorer

Brystforstørrelse med implantater er ofte noget af det første, som folk tænker på, når de hører ordet ’plastikkirurgi’. Og ifølge ISAPS’ undersøgelse er denne operation da også topscoreren med næsten 2 mio. operationer udført i 2018. Det er en stigning på 6,1% fra 2017 og hele 27,6% siden 2014. På 2. pladsen over de mest udførte indgreb i 2018 ligger en anden velkendt plastikoperation – nemlig fedtsugning. Her er der sket en stigning på ca. 9% siden 2017. At det netop er disse to operationer, der ligger helt i top globalt, overrasker ikke Jesper Trillingsgaard.

”Det er to klassiske operationer, der kan skabe de ændringer i udseendet, som rigtig mange mennesker – og især mange kvinder, drømmer om, nemlig en slankere silhuet og en større barm.” Han fortæller, at brystforstørrelse med implantater også er én af topscorerne hos AK Nygart, hvor særligt en øget efterspørgsel fra yngre kvinder har været mærkbar i de seneste år: ”Der er rigtig mange unge piger, der har en drøm om større bryster. Og hvor der før i tiden var visse fordomme om, hvilke ’typer’ kvinder, der får en brystforstørrelse, så er det i dag blevet helt normalt at ens veninde, kollega eller studiekammerat har implantater. Implantatkirurg er samtidigt blevet meget mere sikkert, og vi kan skabe nogle meget flotte og naturlige resultater, hvilket sandsynligvis også medvirker til at flere tør kaste sig ud i at få lavet større bryster.”

Botox og fillers trender, og sidstnævnte hitter på tværs af aldersgrupper

Selvom brystforstørrelse og fedtsugning er højdespringerne på antal udførte operationer, så viser ISAPS’ undersøgelse også, at to non-invasive behandlinger har oplevet den største procentvise fremgang fra 2017 til 2018. Botox-behandlinger og filler-behandlinger med hyaluronsyre er nemlig steget hhv. 17.4% og 11.6%. Jesper Trillingsgaard nikker genkendende til den opadgående trend inden for Botox- og filler-behandlinger, der også gør sig gældende hos AK Nygarts klienter: ”Vi ser, at flere og flere danske mænd og kvinder vil gerne vil tage aldringstegn i opløbet”, fortæller han. ”Og her er behandlinger som Botox og fillers rigtig nemme at gå til. Folk skal ikke bekymre sig om ting som narkose eller opheling; prisen på injektioner er på et leje, hvor de fleste kan følge med, og så kan resultaterne ses hurtigt, hvilket er vigtigt for mange af vores klienter”.

Ifølge ISAPS’ statistikker er særligt Botox populært på tværs af aldersgrupper. Botox-behandlinger er nemlig det kosmetiske indgreb, der globalt blev udført absolut flest af i 2018 i alle aldersgrupper fra 18 til 65+ år. Hos AK Nygart er der dog stadig en overvægt af lidt ældre klienter, der får Botox: ”De ældre bruger Botox som rynkebehandling. Når de unge får fillers, så er det som oftest i forbindelse med fx læbeforstørrelse”, kommenterer Jesper Trillingsgaard. ”En del af vores klienter starter dog allerede i 30-årsalderen med at forebygge og udsætte rynker ved hjælp af Botox og fillers”.

Kvinderne får stadig lavet mest, men kosmetiske indgreb blandt mænd er i vækst

Plastikkirurgi og skønhedsbehandlinger forbindes typisk med kvinder, og ISAPS’ undersøgelse viser i tråd med dette, at det på globalt stadig er kvinderne, der får foretaget flest kosmetiske indgreb. Kvinderne stod nemlig for 87,4% af det samlede antal kosmetiske indgreb udført i 2018. Selvom mændene således stadig er i undertal, så peger en sammenligning af tal fra 2018 med 2017 på, at mænd i stigende grad benytter sig af muligheden for at for-skønne deres udseende via kosmetiske indgreb. Fra 2017 til 2018 øgedes antallet af mandlige Botox-behandlinger fx med næsten 15%, mens brystreduktioner og fedtsugninger steg hhv. 10,87% og 5,49%.

Ifølge Jesper Trillingsgaard skal stigningen i mandlige brystreduktioner på globalt plan nok ses i lyset af, at ISAPS har en stor majoritet af amerikanske medlemmer, der bidrager med data til den årlige undersøgelse: ”I Danmark har vi slet ikke lige så mange overvægtige mænd, som i fx USA. Vi udfører derfor langt færre mandlige brystreduktioner.”

Til gengæld er fedtsugninger og Botox-behandlinger til mænd ikke kun i vækst på globalt plan, men også blandt de mest efterspurgte mandlige indgreb hos AK Nygart sammen med øjenlågsløft”I de senere år har vi oplevet et øget antal mænd, der kommer til os med et ønske om at forbedre deres udseende kosmetisk. En del af forklaringen er nok, at det mandlige skønhedsideal har rykket sig rigtig meget. Det er blevet mere og mere acceptabelt, at mænd går op i deres udseende på lige fod med kvinder og gerne vil se godt ud selv efter, at de er kommet lidt op i alderen”, fortæller Jesper Trillingsgaard.

Daddy Do-over – spændende nyhed for mændene

Han har en helt klar fornemmelse af, at markedet for kosmetisk kirurgi og skønhedsbehandlinger til mænd i både Danmark og internationalt kun vil blive endnu større i fremtiden, og runder af med en spændende nyhed: ”Jeg kan løfte sløret for, at vi hos AK Nygart netop er kommet med en skræddersyet løsning, der tager hånd om de mest klassiske problemområder hos mændene – en såkaldt ’Daddy Do-over’, som vi er meget spændte på, hvordan de danske mænd kommer til at tage imod.”

Fakta om ISAPS og undersøgelsen

The International Society of Aesthetic Plastic Surgery, ISAPS, blev grundlagt i 1970 og er den eneste organisation på verdensplan, der laver globale statistikker om kosmetisk kirurgi og behandlinger. Organisationens medlemmer består af plastikkirurger fra mere end 100 lande, og den nye undersøgelse bygger på data indsamlet via spørgeskemaer sendt til ca. 35.000 plastikkirurger registreret i ISAPS’ database.

Læs hele undersøgelsen her.