Efter operation af din næse
Her finder du råd og vejledning om det du kan forvente i efterforløbet af din næseoperation, fra dag 1 og frem til den afsluttende kontrol ca. 3 måneder efter du er blevet opereret.
Er du i tvivl om noget, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 70 27 57 57.
Du skal formentlig overnatte på klinikken efter dit ansigtsløft, og kan forvente at blive udskrevet kl. 8.00 næste dag.
1. dag efter næseoperationen
I det første døgn efter operationen er du typisk meget hævet i ansigtet. Det er helt almindelige eftervirkninger efter operationen. Det er vigtigt, at du tager medicinen jvf. det udleveret skema. Medicinen vil mindske smerterne, men du skal regne med, at de første 3-4 døgn er forbundet med nogen smerte. Du vil fortsat være hævet og misfarvet i ansigtet, men det vil aftage som dagene går.
I den første tid efter din næseoperation skal du sørge for at få rigeligt hvile, og tillade kroppen at bruge al energi på restitution. Dog er det vigtigt, at du i dag- og aftentimerne går rundt i din bolig med jævne mellemrum. Det er for at huske kroppen på, især dine muskler og tarm, at du ikke er syg, men er ved at hele. I den første periode anbefales det at spiser forholdsvis blød kost og drikker godt med væske, men undgå alkohol og tobak. Du skal sove på ryggen og med eleveret hovedgærde i den første tid efter operationen. Der kan forekomme en let sivning fra næsen de første dage. Du får udleveret medicin til de første 3 dage. Herefter kan du selv supplere med Paracetamol og Ibuprofen. Du må ikke tage anden smertestillende end angivet.
Du får i forbindelse med operationen lagt en forbinding. Opvågningssygeplejersken informerer dig om hvordan du skal have den på og hvor længe, samt hvordan du skal forholde dig mht bad. Du får også information af sygeplejersken om hvornår du skal komme til kontrol inden du bliver udskrevet.
2. og 3. dag efter næseoperationen
På 2. og 3. dagen efter din næseoperation er du stadig hævet, øm og spændt. Det er normale eftervirkninger efter en operation. Fortsæt med at tage den udleverede smertestillende medicin, den vil langt hen ad vejen holde dig smertelindret.
Selv om du ikke må dyrke sport de næste 4-6 uger, er det stadig godt at bevæge sig. Gå fx små ture.
Har du ikke haft gang i maven 2 dagen efter operationen, anbefaler vi, at du drikker fx sveskejuice, tager Dulcolax, Magnesia eller Laxoberal dråber, som du kan købe i håndkøb.
12 til 14. dag efter operationen
Næsen kan fortsat være hævet og misfarvet. Dette vil aftage over den næste måned. Du kan ligeledes forvente føleforstyrrelser og væskeansamlinger i uger/måneder efter.
Vær i det hele taget indstillet på, at du ikke kan se det endelige resultat af din næseoperation før efter 3-6 måneder, i nogle tilfælde op til 1 år.
Den næste tid og frem til 3 måneders kontrollen skal du sørge for, at arret er rent og tørt. Rens forsigtigt rundt om næsefløjene. Sørg for, at der ikke er noget, der trænger op i næsen. Du må ikke trykke mod næsen de 2 første uger efter operationen. Puds heller ikke næse, og brug ikke næsedråber de 2 første uger efter operationen.
Vigtigt: Selv om du dag for dag føler dig bedre tilpas, er det vigtigt, at du de første 4-6 uger efter din næseoperation undgår tunge løft og holder pause med motion. Når du genoptager sport, anbefaler vi at starte stille og roligt op.
3 måneder efter operationen
Det endelige resultat af din næseoperation er nu ved at tegne sig. Ved den afsluttende kontrol evalueres resultatet og forløbet af operationen sammen med din kirurg, og der tages efterbilleder. Du kan få tilsendt før- og efterbillederne, hvis du ønsker det. Det er vigtigt, at du kommer til den afsluttende kontrol, da billederne der tages her, både er dokumentation for dig og os.
Værd at huske
Hygiejne: Efter de første 48 timer er det en god ide at bruse let over sår, således at gammelt blod opløses. Dette for at gøre tråd fjernelse mere skånsomt.
Smerter: Det er normalt at der er lette smerter forbundet med operationen, i form af ømhed, mindre væskeansamling, hårdhed og følelsesløshed af væv. Det aftager typisk efter nogle måneder. De første 3 døgn anbefales det at du 3 x 20 minutter dagligt afkøler øjnene med frosne ærter eller andet for at reducere hævelse og blå mærker. Blå mærker er dog uundgåeligt og aftager efter nogle uger.
Søvn: Sov udelukkende på ryggen de første 2-3 uger efter operationen. I de første nætter, er det en god ide at ligge højt med hovedet.
Aktivitet og sport: Du kan genoptage let træning efter 3-4 uger. Løb og høj intensitet sport anbefales først tidligst efter 6 uger.
Svømning: Du må først gå i svømmehal eller bade i havvand, når såret er helt lukket. Det er typisk efter 4-6 uger.
Løft: Undgå tungere løft de første 3-4 uger.
Sol: Beskyt arrene mod sol det første år. Brug solfaktor + 50 og UV top, hvis du alligevel solbader. Sol giver hvide ar.
Ar: Når sårskorperne er helt væk og huden er helet kan du smøre dine ar med et plejeprodukt. Vi anbefaler Cure Recovery Cream fra AK skincare. Den kan købes i alle vores klinikker.
Rygning: Undgå rygning. Rygning øger risiko for infektion, langsom heling og grimme ar.
Bil: Lad andre køre bilen de 2 første uger. Så længe du tager medicin med advarselstrekant må du absolut ikke køre bil.