Patientinformation om øjenlågskirurgi

HVORFOR ØJENLÅGSOPERATION?

Hængende øvre øjenlåg er som regel et arveligt, aldersbetinget fænomen. Der kan være tale om for meget øjenlågshud med eller uden frembuling af fedt bag øjenlåget. Hvis der er frembulende fedt bag øjenlåget, bliver det også fjernet. Som ved al kirurgi vil åbning af huden medfører ar. Men ved øjenlågsoperation vil arret ligge på øjenlågets omslagsfold og vil i reglen ikke være synlig, når øjnene er åbne. Da de fleste mennesker har let asymmetriske øjne/øjenlåg, kan arrene blive tilsvarende asymmetriske. I visse tilfælde vil arret strække sig ud på siden af øjenlåget og derved blive mere synlig. Oftest vil arret forsvinde helt efter 3-6 måneders tid.

Er du meget over-/undervægtig, er der øget risiko for komplikationer ved bedøvelse og sårheling. Hvis dit BMI (Body Mass Index) er over 30, er det således ikke sikkert, at vi kan tilbyde dig en operation, hvis du skal i fuld bedøvelse.

Ved hængende nedre øjenlåg er der typisk tale om en kombination af frembulende fedt og for meget øjenlågshud. Ved operationen fjerner man fedtet og et stykke af øjenlågshuden. Arret kommer til at ligge lige under vipperne.

Øvre og nedre øjenlågsplastik kan også foretages i kombination.

HVAD SKAL DU HAVE LAVET?

Før operationen skal du til en forundersøgelse hos vores plastikkirurg. Kirurgen vil da undersøge netop dit problem, vurdere og informere dig om indgrebet.

HVORDAN KAN DU FORBEREDE DIG TIL OPERATIONEN?

Inden operationen skal du:

  • 3 dage før operationen skal du ophøre med at spise lægemidler, der indeholder acetylsalicylsyre (Magnyl, Aspirin m.fl.). Dog må du ikke stoppe med at spise hjertemagnyl eller anden blodfortyndende medicin (Clopidogrel, Marevan,etc)  uden at have konfereret det med din egen læge eller din hjertelæge. Hvis der kan pauseres med Clopidogrel er det i 5 dage før operationen.
  • Naturlægemidler, som kan påvirke blodets evne til at størkne, fx Q10, fiskeolie, Baldrian, ginseng, ginko, hvidløgspulver/ingefær eller E-vitamin bør du ophøre med 1 uge før.
  • Gigtmedicin (Ibuprofen, Naproxen,Diclofenac etc): Pausere i 3 dage evt efter aftale med din praktiserende læge eller rheumatolog.
  • Hvis du får vægtreducerende medicin såsom Wegovy skal du holde pause 3 uger inden operationen.
  • Undgå at få lavet tatoveringer, piercinger eller få foretaget større tandlægearbejder med fx isætning af fyldninger 1 måned før operationen og 1 måned efter operationen. Det skyldes, at der i forbindelse med tatovering, piercing og tandlægearbejde kan danne sig bakterier i blodet, som kan sætte sig omkring implantatet.
  • Derudover skal du indkøbe Paracetamol a 500 mg + Ibuprofen a 200 mg til en uges forbrug.
  • Aftale med en pårørende, at du bliver hentet 2 timer efter operationen og passet de næste 24 timer.
  • Det er en god ide at købe ind og lave mad til en uge, så du kun skal koncentrere dig om at restituere dig efter operationen.
  • På operationsdagen skal du tage et brusebad med grundig sæbevask af krop og hår. Undlad at bruge bodylotion eller creme på det område, der skal opereres.
  • Klæd dig i løst, behageligt tøj, gerne bluse med lynlås og flade sko.
  • Smykker og eventuelle piercinger tages af og efterlades hjemme.
  • Holde pause med rygning/ E-cigaretter 6 uger før og 4 uger efter operationen: For at nedsætte risikoen for dårlig sårheling, lungeproblemer og infektioner i forbindelse med operationen, bør du stoppe med at ryge mindst 6 uger før du skal opereres. Hvis du har tænkt dig at starte med at ryge igen, anbefaler vi, at du venter til mindst 4 uger efter operationen, for at optimere helingsprocessen. Rygestopmedicin (nikotinplaster, nikotin-tyggegummi, etc) kan anvendes. Læs mere her.
  • Holde pause med alkohol: Hvis du drikker mindre end 7 genstande/uge som kvinde og mindre end 14 genstande/uge som mand, har du kun lav risiko for at blive syg på grund af alkohol i forbindelse med en operation. Hvis du drikker mere end dette bør du skrue ned for dit forbrug, og drikker du mere end 4 genstande dagligt bør du stoppe helt med at drikke alkohol 4 uger før din operation. Det vil mindske risikoen for komplikationer (infektioner, dårlig sårheling, lungeproblemer etc.) Læs mere her.

MULIGE BIVIRKNINGER OG KOMPLIKATIONER MED OPERATIONEN

Når en kvalificeret plastikkirurg udfører operationen, er komplikationerne få, og forekommer meget sjældent. Der er dog altid en risiko forbundet med enhver form for kirurgi, mulige komplikationer kan være:

  • Blødning Et kraftigt blåt og hævet øje efter operationen er tegn på efterblødning. Dette plejer ikke at ødelægge det blivende resultat, men forlænger tiden indtil øjenomgivelserne får et naturligt udseende. I meget sjældne tilfælde kan der opstå en efterblødning, som kræver et kirurgisk indgreb, evt. i fuld bedøvelse. Dette opstår dog altid i umiddelbar forlængelse af operationen, imens du stadig er på hospitalet.
  • Sløret syn, dobbeltsyn, hyppighed under 1%
  • Nedsat følesans i øjenlågene
  • Besvær med at lukke øjnene
  • Tørre øjne-syndrom
  • Brændende fornemmelse
  • Synlige ar – I sjældne tilfælde vil vi ved den afsluttende opfølgning 3 – 6 måneder efter operationen vurdere, at det kan komme på tale at korrigere arret.
  • Abnormal øjenlågsposition
  • Øget tåreflåd eller tørhed i den første uge. Du kan bruge neutrale øjendråber for at lindre på kløe og brændende ubehag.
  • Den mest alvorlige, men også ekstremt sjældne komplikation ved operation på øjenlåg, er akut blødning i det behandlede område, der kan forårsage tryk på øjets synsnerve. Dette sker kun i 1:10.000 tilfælde, men i yderste konsekvens, og såfremt der ikke foretages akut behandling, kan det betyde blindhed på det pågældende øje. Det er derfor vigtigt, at du kontakter kirurgen straks, hvis der opstår akutte voldsomme smerter og eventuel hævelse. Du får kirurgens telefonnummer med hjem. Hvis det ikke er muligt at få fat i kirurgen, så tag straks kontakt til et sygehus med en øjenafdeling, medbringende denne patientinformation
  • I sjældne tilfælde (under 1%) kan der komme infektion i det opererede øjenlåg. Disse tilfælde behandles med antibiotika
  • Ectropion – Ved nedre øjenlågsplastik kan der opstå ectropion. Dette er en tilstand hvor det nedre øjenlåg slipper kontakten med selve øjet. Tilstanden skyldes, at det nedre øjenlåg bliver tungt og hævet efter operationen. Ofte normaliseres tilstanden når hævelsen aftager efter 1-2 uger, men i sjældne tilfælde kan det tage op til mange uger, inden øjenlåget falder helt ind til øjenæblet. I yderst sjældne tilfælde (under 1 %) kan tilstanden være permanent, og der kan blive behov for korrigerende operation. Hvis let massage af området bliver nødvendigt, vil du blive vejledt i dette.

VEDR. BLODPROPPER

Hos AK Nygart sætter vi sikkerheden i højsædet. Der er visse ting der øger risikoen for blodpropper i særligt benene og lungerne i forbindelse med kirurgi. Derfor anbefales nogle kunder forebyggelse med et stof, der hedder Fragmin, Klexane eller Innohep.

Skal du have Fragmin, Klexane eller Innohep vil det blive givet, som en indsprøjtning i låret eller maveskindet af en sygeplejerske i opvågningen.

I yderst sjældne tilfælde (særlige risiko-patienter) vil du få recept på blodfortyndende medicin tilsendt elektronisk.

Den første dosis gives på operationsdagen, hvor en sygeplejerske i opvågningen viser dig, hvordan det gøres.

HVORDAN FOREGÅR OPERATIONEN?

Operationer af øjenlåg kan foretages i lokalbedøvelse eller i fuld bedøvelse. Dette aftales med kirurgen ved forundersøgelsen.

Inden operationen optegner plastikkirurgen, hvor snittet på dit øjenlåg skal ligge. Herefter lokalbedøves området. Kirurgen fjerner overskydende hud og en lille stribe muskel fjernes. Hvis der er fedtdepoter fjernes disse også. Selve operationen tager ca. 1 time.

HVORDAN HAR DU DET EFTER OPERATIONEN?

Måske vil du opleve en let smerte, når lokalbedøvelsen holder op med at virke. Umiddelbart efter operationen skal du ligge med en ispose i ca. 1 time og er herefter klar til at komme hjem. Har du ingen ledsager med, ringer personalet gerne efter en taxa. Det er en god idé, at medbringe et par solbriller og et tyndt tørklæde til at dække ansigtet med, når du forlader klinikken på operationsdagen.

Du får udleveret kontroltid på operationsdagen og det er vigtigt, at du følger de anbefalinger opvågningssygeplejersken har givet dig. Her får du også information ang hvornår du kan tage bad og hvilken type forbinding du har fået på og hvornår denne skal skiftes.

HVORNÅR ER ALT NORMALT IGEN?

Dine øjenlåg vil være hævede i nogle dage efter operationen, og øjenomgivelserne vil typisk være blåligt misfarvede i 1-2 uger, det er helt normalt. De første tre dage skal du ligge med den udleverede ispose 4-5 gange i døgnet á cirka 20 minutters varighed. Derefter kan du bruge isposen efter behov. Derudover skal du sove med hovedet højt i en uge, og du må ikke bukke dig fremover, da det kan forårsage tryk på øjet og medføre blødning. I sjældne tilfælde kan der forekomme lette smerter, som kan afhjælpes med Paracetamol 500 mg, 2 stk. op til 4 gange dagligt. Husk at du ikke må tage tabletter, der indeholder acetylsalicylsyre. Hvis du har fået opereret nedre øjenlåg, skal du have behandling mod øjenbetændelse med øjendråber Kloramfenikol 5-6 gange dagligt i 7 dage. Dråberne udleveres på klinikken. Dine ar kan også være røde i nogle måneder og du bør undgå sol direkte på arret i 6 måneder. Det fulde resultat vil først kunne ses efter 1-2 mdr.

RENSNING OG BADNING

Du kan gå i brusebad to dage efter operationen. Indtil tråde er fjernet, brug neutral hårshampo og brus forsigtigt, så der ikke sidder sæberester ved dine øjne. Tør med de udleverede gazestykker eller et rent håndklæde. Når trådene er fjernet kan bades som vanligt.

HVORNÅR SKAL DU TIL KONTROL PÅ KLINIKKEN?

Der er som regel ikke brug for kontrol før ca. 1 uge efter operationen, hvor trådene fjernes. Efter 3 måneder vil vi gerne se dig til sidste kontrol og afsluttende efterfotos.

Øjenlågsoperationen ”stopper ikke uret”, men sætter tiden tilbage. Dine øjenlåg vil fortsætte med at ældes, afhængig af arv og miljø. Men man kan gentage operationen. Effekten af et øjenlågsløft er altså langvarigt, for nogen holder det hele livet, og dit øjenparti vil fortsat se yngre og bedre ud end før operationen.

ER DER BETÆNKNINGSTID?

Ifølge Sundhedsstyrelses regler på det kosmetiske område, skal du informeres skriftligt før du kan modtage den mundtlige information. Det er derfor en god idé, at du i ro og mag derhjemme læser informationen igennem og husker at notere eventuelle spørgsmål undervejs. Således er du godt forberedt, når du kommer til din konsultation.

Hvis du efter konsultationen er afklaret og fået svar på alle dine spørgsmål, er det muligt at bestille tid til operationen. Ifølge Sundhedsstyrelsens lov om betænkningstid, kan du først afgive skriftligt samtykke til operationen 2 dage efter konsultationen. Det skriftlige samtykke gives på operationsaftalen, som du vil få udleveret.

Din forundersøgelse er gyldig i et år. Gyldigheden er med forbehold for, at der ikke sidenhen er sket nogen større helbredsmæssige ændringer, f.eks. større vægtudsving eller ny medicin, der kan være til hindring for den plan, der er blevet lagt. Er der sket sådanne ændringer, eller er der gået mere end et år siden din forundersøgelse, og ønsker du at blive opereret, skal du ind til en fornyet forundersøgelse.

ANDET

Ved eventuelt afbud skal kommende konsultationer og kontroller afmeldes senest 24 timer inden den aftalte tid. Ved udeblivelse uden afbud faktureres kr. 600,- i gebyr.

Vi fremsender kun information vedrørende dit forløb hos AK Nygart til egen læge, efter vi har fået samtykke fra vores patienter.

På vores hjemmeside ligger alle kosmetiske synsrapporter foretaget af Sundhedsstyrelsen.

Rapporterne findes ligeledes på Sundhedsstyrelsens egen hjemmeside.

SPØRGSMÅL TIL ALT OMKRING MIN OPERATION

Du er altid velkommen til at rette henvendelse til klinikken, hvis du har spørgsmål vedrørende operationen, udfyldning af låneansøgning, forløbet hos AK Nygart etc. Du kan enten skrive til info@aknygart.dk eller ringe på tlf. 70 27 57 57.

Patientinformation om øjenlåg – version 11-04-2024