Patientinformation om fedttransplantation til kroppen
Med en fedttransplantation flyttes levende fedtceller fra et sted til et andet – i dette tilfælde fra et sted på kroppen til et andet. På denne måde kan man skulpturere områder på kroppen fx hofterne, hvor man ønsker en anden form eller opnå bedre symmetri.
Inden operationen skal du til en forundersøgelse hos en af vores plastikkirurger. Kirurgen vil undersøge dig og ud fra dine forventninger og kirurgens anbefalinger, planlægger I operationen.
Er der nogen risici forbundet med operationen?
Når en kvalificeret plastikkirurg udfører en fedttransplantation, er komplikationerne og bivirkningerne sjældne og få. Men der er altid risiko forbundet med enhver form for kirurgi.
Mulige komplikationer og bivirkninger kan være:
- Infektion 0,003%, kan behandles med antibiotika.
- Hæmatom, en blodansamling under huden, som eventuelt skal fjernes af kirurgen, opstår meget sjældent.
- Lettere nedsat følesans i 1 uge, nogle gange op til 6 uger.
- Permanent nedsat følesans, under 1%.
- Ujævnheder og asymmetri 5-15%. Større ujævnheder kan rettes senere ved et lille indgreb i lokalbedøvelse. Dette er gratis for kunden.
- Alvorlige komplikationer såsom blodpropper og huddød er ekstremt sjældne. Klinikken har ikke oplevet disse komplikationer.
- DVT (dyb venetrombose) 0,0003%.
- PE (lungeemboli) 0,0027%.
- Fedtemboli mindre end 0,1%.
- Hypotermi, nedsat temperatur efter lang operation.
- Serom, serøs væskeophobning, behandles med antibiotika og i nogle tilfælde udtømning ved kirurgisk indgreb.
- Perforation af mavevæggen ind til tarmen, sker yderst sjældent
- Hyperpigmentering (mørke pletter, misfarvning) forsvinder normalt efter 2-3 uger efter operationen, men i enkelte tilfælde kan det tage op til 18 måneder.
- Appelsinhud og blodsprængninger forsvinder ikke ved behandlingen.
- Dårlig opheling rammer ofte rygere. Dette kan mindskes ved at holde op med at ryge 6 uger før og 4 uger efter operationen.
- En del af fedtet der transplanteres må forventes at forsvinde igen- op til 30 %. En fornyet fedttransplantation kan komme på tale, for at opnå det ønskede resultat.
Vedr. fedttransplantation til kroppen og blodpropper
Hos AK Nygart sætter vi sikkerheden i højsædet. Der er visse ting der øger risikoen for blodpropper i særligt benene og lungerne i forbindelse med kirurgi. Derfor anbefales nogle kunder forebyggelse med et stof, der hedder Fragmin, Klexane eller Innohep.
Skal du have Fragmin, Klexane eller Innohep vil det blive givet, som en indsprøjtning i låret eller maveskindet af en sygeplejerske i opvågningen.
I yderst sjældne tilfælde (særlige risiko-patienter) vil du få recept på blodfortyndende medicin tilsendt elektronisk.
Den første dosis gives på operationsdagen, hvor en sygeplejerske i opvågningen viser dig, hvordan det gøres.
Hvordan skal jeg bedøves?
Mindre fedtsugning og fedttransplantation udføres oftest i fuld bedøvelse, men kan også foretages i lokalbedøvelse hvis det kun er mindre områder der skal behandles. Foregår operationen i fuld bedøvelse, medfører dette, at du skal faste i 6 timer før operationen (ikke spise tyggegummi, ryge og lignende). Du må gerne drikke vand og sukkerholdigt saftevand i få mængder, indtil 2 timer inden operationen.
Hvordan kan jeg forberede mig til operationen?
Inden operationen skal du:
- 3 dage før operationen skal du ophøre med at spise lægemidler, der indeholder acetylsalicylsyre (Magnyl, Aspirin m.fl.). Dog må du ikke stoppe med at spise hjertemagnyl eller anden blodfortyndende medicin (Clopidogrel, Marevan,etc) uden at have konfereret det med din egen læge eller din hjertelæge. Hvis der kan pauseres med Clopidogrel er det i 5 dage før operationen.
- Naturlægemidler, som kan påvirke blodets evne til at størkne, fx Q10, fiskeolie, Baldrian, ginseng, ginko, hvidløgspulver/ingefær eller E-vitamin bør du ophøre med 1 uge før.
- Gigtmedicin (Ibuprofen, Naproxen,Diclofenac etc): Pausere i 3 dage evt efter aftale med din praktiserende læge eller rheumatolog.
- Hvis du får vægtreducerende medicin såsom Wegovy skal du holde pause 3 uger inden operationen.
- Undgå at få lavet tatoveringer, piercinger eller få foretaget større tandlægearbejder med fx isætning af fyldninger 1 måned før operationen og 1 måned efter operationen. Det skyldes, at der i forbindelse med tatovering, piercing og tandlægearbejde kan danne sig bakterier i blodet.
- Derudover skal du indkøbe Paracetamol a 500 mg + Ibuprofen a 200 mg til en uges forbrug.
- Aftale med en pårørende, at du bliver hentet 2 timer efter operationen og passet de næste 24 timer.
- Det er en god ide at købe ind og lave mad til en uge, så du kun skal koncentrere dig om at restituere dig efter operationen.
- På operationsdagen skal du tage et brusebad med grundig sæbevask af krop og hår. Undlad at bruge bodylotion eller creme på det område, der skal opereres.
- Klæd dig i løst, behageligt tøj, gerne bluse med lynlås og flade sko.
- Smykker og eventuelle piercinger tages af og efterlades hjemme.
- Holde pause med rygning/ E-cigaretter 6 uger før og 4 uger efter operationen: For at nedsætte risikoen for dårlig sårheling, lungeproblemer og infektioner i forbindelse med operationen, bør du stoppe med at ryge mindst 6 uger før du skal opereres. Hvis du har tænkt dig at starte med at ryge igen, anbefaler vi, at du venter til mindst 4 uger efter operationen, for at optimere helingsprocessen. Rygestopmedicin (nikotinplaster, nikotin-tyggegummi, etc) kan anvendes. Læs mere her.
- Holde pause med alkohol: Hvis du drikker mindre end 7 genstande/uge som kvinde og mindre end 14 genstande/uge som mand, har du kun lav risiko for at blive syg på grund af alkohol i forbindelse med en operation. Hvis du drikker mere end dette bør du skrue ned for dit forbrug, og drikker du mere end 4 genstande dagligt bør du stoppe helt med at drikke alkohol 4 uger før din operation. Det vil mindske risikoen for komplikationer (infektioner, dårlig sårheling, lungeproblemer etc.) Læs mere her.
Hvordan foregår fedttransplantationen til kroppen?
Umiddelbart før operationen vil kirurgen optegne det område, hvor du skal fedtsuges og behandles, så han præcis ved hvor der skal behandles, når du ligger ned. Gennem et lille snit i huden føres en kanyle ind i området og fedtcellerne suges væk. Fedtcellerne samles i en beholder og oprenses, hvorefter fedtet injiceres i det område, der mangler fylde.
Indgrebet tager ca. 2 timer, alt efter hvor mange områder det drejer sig om. Området fedtet er transplanteret til skal de første 2-4 uger holdes varmt – f.eks. med en varm trøje. Efter operationen får du en forbinding på. Undgå tryk og stød på det handlede område ligeledes i 2-4 uger.
Du får udleveret kontroltid på operationsdagen og det er vigtigt, at du følger de anbefalinger opvågningssygeplejersken har givet dig. Her får du også information ang. hvornår du kan tage bad og hvilken type forbinding du har fået på og hvornår denne skal skiftes.
Hvordan har jeg det efter operationen?
Umiddelbart efter operationen kan der forekomme smerter, som du dog kan afhjælpe ved at tage en Paracetamol og Ibuprofen. Det fedtsugede område vil ligne et blåt mærke og er ømt den første tid og det kan også hæve op. Der kan forekomme en let sivning fra såret de første dage, det er normalt og forbindingen vil opsamle væsken. Du bør vente med hårdt arbejde og sport i 4 uger. Start derefter langsomt op igen. Det er i orden at gå eller cykle en tur, når du får lyst til det. Undgå alkohol, aspirin og rygning i ca. 4 uger. Området hvor fedtet er flyttet til vil ligeledes ofte være blåt og ømt i op til 2-3 uger og nogen gange længere tid.
Hvornår er alt normalt igen?
Efter operationen bør du få rigeligt med hvile, så du tillader kroppen at bruge al sin energi på at hele op. I begyndelsen vil det fedtsugede/fedttransplanterede område være misfarvet og ”bulet”. Der vil dannes en del væske i området, hvor fedtet er fjernet. Dette vil forsvinde efter ca.1 måned. Selve misfarvningen af huden forsvinder efter 2-3 uger. På brystet vil en del af det ”nye” fedt forsvinde (op til ca. 50% ved 1. operation, ved efterfølgende indgreb som regel noget mindre) efter 4-6 uger. Du må have tålmodighed, men du vil også kunne se bedring dag for dag. Først efter 2-3 måneder kan det endelige resultat vurderes og herefter kan en ny behandling planlægges hvis man ønsker yderligere volumen.
Hvornår skal jeg møde på klinikken til kontrol?
Du vil på operationsdagen blive oplyst af opvågningssygeplejersken omkring kontrol forløbet hos sygeplejersken og kirurgen.
Vi anbefaler vi, at du lader dine børn blive hjemme til de efterfølgende kontroller. Det er vigtigt, at du kan koncentrere dig om den vigtige information, der bliver givet, og vores erfaring fra efterkontroller viser, at børnene synes, at det er meget voldsomt at se mor eller far få skiftet forbinding.
Er du utryg eller har du spørgsmål i den mellemliggende tid, er du altid velkommen til at ringe til os og eventuelt aftale en tid i klinikken.
Er der betænkningstid?
Ifølge Sundhedsstyrelses regler på det kosmetiske område, skal du informeres skriftligt før du kan modtage den mundtlige information. Det er derfor en god idé, at du i ro og mag derhjemme læser informationen igennem og husker at notere eventuelle spørgsmål undervejs. Således er du godt forberedt, når du kommer til din konsultation.
Hvis du efter konsultationen er afklaret og fået svar på alle dine spørgsmål, er det muligt at bestille tid til operationen. Ifølge Sundhedsstyrelsens lov om betænkningstid, kan du først afgive skriftligt samtykke til operationen 7 dage efter konsultationen. Det skriftlige samtykke gives på operationsaftalen, som du vil få udleveret.
Din forundersøgelse er gyldig i et år. Gyldigheden er med forbehold for, at der ikke sidenhen er sket nogen større helbredsmæssige ændringer, f.eks. større vægtudsving eller ny medicin, der kan være til hindring for den plan, der er blevet lagt. Er der sket sådanne ændringer, eller er der gået mere end et år siden din forundersøgelse, og ønsker du at blive opereret, skal du ind til en fornyet forundersøgelse.
ANDET
Ved eventuelt afbud skal kommende konsultationer og kontroller afmeldes senest 24 timer inden den aftalte tid. Ved udeblivelse uden afbud faktureres kr. 600,- i gebyr.
Vi fremsender kun information vedrørende dit forløb hos AK Nygart til egen læge, efter vi har fået samtykke fra vores patienter.
På vores hjemmeside ligger alle kosmetiske synsrapporter foretaget af Sundhedsstyrelsen.
Rapporterne findes ligeledes på Sundhedsstyrelsens egen hjemmeside.
Spørgsmål til alt om min operation
Du er altid velkommen til at rette henvendelse til klinikken, hvis du har spørgsmål vedrørende operationen, udfyldning af låneansøgning, forløbet hos AK Nygart etc. Du kan enten skrive til info@aknygart.dk eller ringe på tlf. 70 27 57 57.
Patientinformation vedr. fedttransplantation til kroppen version 11-04-2024