Patientinformation om Bodylift

Ofte er hudvævet ikke i stand til at trække sig helt sammen igen efter store vægttab. Jo ældre du er og jo større vægttab, desto større bliver hudoverskuddet normalt.

Glæden over vægttabet kan overskygges af al den løse hud på mave, ryg, lår og arme. Det bliver problematisk at finde tøj der passer og ofte må man gå flere størrelser op for at få plads til den overskydende hud. Nogle er generet ved vise sig for andre i svømmehallen eller på stranden. Fysiske gener i form af hudirritation, eksem og svamp er også noget som mange døjer med. Endelig er der dem, som gerne vil opereres af rent kosmetiske årsager. Vi gør opmærksom på at vi ikke opererer personer med en BMI (Body Mass Index) på over 30.

Hvad skal du have lavet?

Det er en stor beslutning at skulle gennemgå et bodylift. Derfor er det vigtigt, at du under konsultationen får givet udtryk for dine forventninger til operationen, så plastikkirurgen har mulighed for at bedømme, om operationen kan leve op til dine forestillinger, inden vi lægger en detaljeret plan for din operation.

Der findes flere typer af bodylift. Det vi tilbyder, er en såkaldt Belt Lipectomy 360 gr, hvor vi i en cirkelform hele vejen rundt om den nedre del af mave og ryg fjerner den overskydende hud.

Belt Lipectomy er en større operation, der ikke udføres i kombination med andre operationer. Hvis du skulle være interesseret i fedtsugninger eller andre hudopstrammende operationer så som armplastik, må dette gøres ved en senere operation.

Det skal nævnes at en del af disse operationer også foretages i offentligt regi. Hvis du ønsker vurdering på en plastikkirurgisk afdeling, skal du tale med din praktiserende læge, som kender dig og ved, om du opfylder kriterierne for at blive hjulpet i offentligt regi.

Det er altid en god ide at medbringe en ledsager (bisidder) til konsultationen. Der gives mange informationer og oplysninger, som det er rart at kunne dele med en pårørende. Du er derfor meget velkommen til at få en ekstra samtale med kirurgen, inden du træffer dit valg. Bemærk blot, at du ifølge loven først kan give dit samtykke til operationen og blive opereret, når du har haft 7 dages betænkningstid efter forundersøgelsen.

Hvordan forbereder du dig til operationen?

Inden operationen skal du:

  • 3 dage før operationen skal du ophøre med at spise lægemidler, der indeholder acetylsalicylsyre (Magnyl, Aspirin m.fl.). Dog må du ikke stoppe med at spise hjertemagnyl eller anden blodfortyndende medicin (Clopidogrel, Marevan,etc)  uden at have konfereret det med din egen læge eller din hjertelæge. Hvis der kan pauses med Clopidogrel er det i 5 dage før operationen.
  • Naturlægemidler, som kan påvirke blodets evne til at størkne, fx Q10, fiskeolie, Baldrian, ginseng, ginko, hvidløgspulver/ingefær eller E-vitamin bør du ophøre med 1 uge før.
  • Gigtmedicin (Ibuprofen, Naproxen,Diclofenac etc): Pausere i 3 dage evt efter aftale med din praktiserende læge eller rheumatolog.
  • Hvis du får vægtreducerende medicin såsom Wegovy skal du holde pause 3 uger inden operationen.
  • Undgå at få lavet tatoveringer, piercinger eller få foretaget større tandlægearbejder med fx isætning af fyldninger 1 måned før operationen og 1 måned efter operationen. Det skyldes, at der i forbindelse med tatovering, piercing og tandlægearbejde kan danne sig bakterier i blodet.
  • Derudover skal du indkøbe Paracetamol a 500 mg + Ibuprofen a 200 mg til en uges forbrug.
  • Aftale med en pårørende, at du bliver hentet 2 timer efter operationen og passet de næste 24 timer.
  • Det er en god ide at købe ind og lave mad til en uge, så du kun skal koncentrere dig om at restituere dig efter operationen.
  • På operationsdagen skal du tage et brusebad med grundig sæbevask af krop og hår. Undlad at bruge bodylotion eller creme på det område, der skal opereres.
  • Klæd dig i løst, behageligt tøj, gerne bluse med lynlås og flade sko.
  • Smykker og eventuelle piercinger tages af og efterlades hjemme.
  • Holde pause med rygning/ E-cigaretter 6 uger før og 4 uger efter operationen: For at nedsætte risikoen for dårlig sårheling, lungeproblemer og infektioner i forbindelse med operationen, bør du stoppe med at ryge mindst 6 uger før du skal opereres. Hvis du har tænkt dig at starte med at ryge igen, anbefaler vi, at du venter til mindst 4 uger efter operationen, for at optimere helingsprocessen. Rygestopmedicin (nikotinplaster, nikotin-tyggegummi, etc) kan anvendes. Læs mere her.
  • Holde pause med alkohol: Hvis du drikker mindre end 7 genstande/uge som kvinde og mindre end 14 genstande/uge som mand, har du kun lav risiko for at blive syg på grund af alkohol i forbindelse med en operation. Hvis du drikker mere end dette bør du skrue ned for dit forbrug, og drikker du mere end 4 genstande dagligt bør du stoppe helt med at drikke alkohol 4 uger før din operation. Det vil mindske risikoen for komplikationer (infektioner, dårlig sårheling, lungeproblemer etc.) Læs mere her.

Din ankomst og forberedelse til operationen?

Ved ankomsten til klinikken vil du blive modtaget af en af vores sygeplejersker, der sikrer at alle papirer og formalia er i orden. En sygeplejerske hjælper dig med at blive gjort klar til operation og kirurgen gennemgår endnu engang operationsplanen med dig. Som dokumentation tages der fotos af operationsområdet. Ingen af disse fotos vil blive vist for andre eller publiceret på hjemmesider eller lignende, uden dit skriftlige samtykke. Plastikkirurgen tegner derefter operationsområdet op sammen med dig, så du ser, hvor snittet placeres.

Hvordan skal jeg bedøves?

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Er du fuldstændig sund og rask møder du først narkoselægen på selve operationsdagen, hvor han/hun vil informere dig om narkosen og udspørge dig om tidligere og nuværende sygdomme, medicin, allergi og tidligere operationer. Hvis plastikkirurgen har vurderet at du, af helbredsmæssige årsager, har brug for at tale med narkoselægen, foregår dette før selve operationsdagen. Narkoselægen har ansvaret for at du kan tåle bedøvelsen og operationen.

Det er vigtigt, at du møder fastende til operationen da denne foregår i fuld bedøvelse. Det er tilladt at drikke små mængder vand indtil 2 timer før operationen, men du må ikke spise forud for de sidste 6 timer før operationen.

Mange patienter giver udtryk for, at de er bange for narkosen. Vores dygtige narkoselæger og sygeplejersker vil gøre alt, for at få dig til at føle dig tryg under hele operationsforløbet.

Hvordan foregår operationen?

Selve operationen tager ca. 4-5 timer. Der er tale om en meget omfattende operation, hvor man populært sagt fjerner et bælteformet hudoverskud på mave, talje og ryg (hele vejen rundt, 360 gr.). Efter den optegnede skabelon løsnes huden og fedtet svarende til hele området. Den overskydende hud fjernes og snittet hele vejen rundt om maven syes i flere lag. Det er nødvendigt at anlægge dræn, som kan opsuge blod og lymfevæske i dagene efter operationen.  Du får efterfølgende et mavebælte på.

Hvordan har jeg det efter operationen?

Efter operationen hjælper vi dig over i din seng og kører dig til opvågningen, hvor du er under konstant overvågning af en sygeplejerske. Når du er helt vågen og klar efter narkosen vil kirurgen fortælle dig om operationsforløbet. Du skal være indlagt på klinikken i 1 døgn efter dette indgreb. Det er vigtigt, at du aftaler, at en pårørende henter dig, og at du ikke er alene det første døgn efter at du er kommet hjem.

Vi vil sikre os, at du har fået svar på alle dine spørgsmål, og at du føler dig tryg ved at tage hjem. Du får endvidere udleveret et akut nummer som du kan ringe på i tilfælde af akutte situationer.

Hvordan er efterforløbet?

Bodylift er en stor og omfattende operation, derfor er der, som ved enhver anden operation, en lille risiko for komplikationer. Du bliver grundigt vejledt i at reagere på eventuelle komplikationer, så du har mulighed for at reagere hurtigt på tegn på komplikation. Opstår der tvivl, skal du altid kontakte os.

Er der nogen risiko forbundet med operationen?

Når en kvalificeret plastikkirurg udfører et bodylift, er komplikationerne sjældne og få. Der kan være store variationer i den enkelte persons almene tilstand, anatomi og evne til at hele, og resultatet er aldrig 100 % forudsigeligt. Mulige bivirkninger og komplikationer:

  • Hæmatom (blodansamling sker hos 3 – 4%) under huden, som eventuelt skal fjernes af kirurgen.
  • Infektion, sker hos under 1%.
  • Reaktioner på bedøvelsen.
  • Serom 1 %. En alvorlig væskeophobning, der behandles med antibiotika og i nogle tilfælde udtømning ved kirurgisk indgreb.
  • Nedsat følesans. Kan være permanent eller midlertidig.
  • Ar som er mindre pæne. Dårlig heling af huden rammer oftest rygere. Dette kan mindskes ved at holde op med at ryge min. 6 uger før og 4 uger efter operationen.

Vedr. blodpropper

Hos AK Nygart sætter vi sikkerheden i højsædet. Der er visse ting der øger risikoen for blodpropper i særligt benene og lungerne i forbindelse med kirurgi. Derfor anbefales nogle kunder forebyggelse med et stof, der hedder Fragmin, Klexane eller Innohep.

Skal du have Fragmin, Klexane eller Innohep vil det blive givet, som en indsprøjtning i låret eller maveskindet af en sygeplejerske i opvågningen.

I yderst sjældne tilfælde (særlige risiko-patienter) vil du få recept på blodfortyndende medicin tilsendt elektronisk.

Den første dosis gives på operationsdagen, hvor en sygeplejerske i opvågningen viser dig, hvordan det gøres.

Hvornår skal du til kontrol?

Du vil på operationsdagen blive oplyst af opvågningssygeplejersken omkring kontrol forløbet hos sygeplejersken og kirurgen.

Er du utryg eller har du spørgsmål i den mellemliggende tid, er du altid velkommen til at ringe til os og eventuelt aftale en tid i klinikken.

Hvor længe holder et bodylift?

Resultatet af kosmetisk kirurgi er permanent, men ikke stationært. Det betyder resultatet ændres i takt med kroppens naturlige aldring, som er forskellig fra person til person og afhængig af faktorer så som soldyrkning, vægtøgning, vægttab, rygning og arvelig disponering.

Vi håber, at vi med en nærværende og professionel rådgivning kan hjælpe dig til den rette beslutning. Hvis du efter konsultationen er afklaret og har fået svar på alle dine spørgsmål, er det muligt at bestille tid til operationen.

På AK Nygart gør vi altid vores bedste for at leve op til dine ønsker og forventninger, når du er glad og tilfreds er vores succeskriterie opfyldt.

Er der betænkningstid?

Ifølge Sundhedsstyrelses regler på det kosmetiske område, skal du informeres skriftligt før du kan modtage den mundtlige information. Det er derfor en god idé, at du i ro og mag derhjemme læser informationen igennem og husker at notere eventuelle spørgsmål undervejs. Således er du godt forberedt, når du kommer til din konsultation.

Hvis du efter konsultationen er afklaret og fået svar på alle dine spørgsmål, er det muligt at bestille tid til operationen. Ifølge Sundhedsstyrelsens lov om betænkningstid, kan du først afgive skriftligt samtykke til operationen 7 dage efter konsultationen. Det skriftlige samtykke gives på operationsaftalen, som du vil få udleveret.

Din forundersøgelse er gyldig i et år. Gyldigheden er med forbehold for, at der ikke sidenhen er sket nogen større helbredsmæssige ændringer, f.eks. større vægtudsving eller ny medicin, der kan være til hindring for den plan, der er blevet lagt. Er der sket sådanne ændringer, eller er der gået mere end et år siden din forundersøgelse, og ønsker du at blive opereret, skal du ind til en fornyet forundersøgelse.

Du er selvfølgelig velkommen til at medbringe en ledsager (bisidder) til konsultationen.

Obligatorisk patientforsikring

Regeringen har besluttet, at alle privathospitaler skal indbetale til en privat patientforsikring. Derfor skal du betale et obligatorisk tillæg til din operation på 1.500 kr.

Ved eventuelt afbud skal kommende konsultationer og kontroller afmeldes senest 24 timer inden den aftalte tid. Ved udeblivelse uden afbud faktureres kr. 600,- i gebyr.

Vi fremsender kun information vedrørende dit forløb hos AK Nygart til egen læge, efter vi har fået samtykke fra vores patienter.

På vores hjemmeside ligger alle kosmetiske synsrapporter foretaget af Sundhedsstyrelsen.

Rapporterne findes ligeledes på Sundhedsstyrelsens egen hjemmeside.

Spørgsmål til alt omkring min operation

Du er altid velkommen til at rette henvendelse til klinikken, hvis du har spørgsmål vedrørende operationen, udfyldning af låneansøgning, forløbet hos AK Nygart etc. Du kan enten skrive til info@aknygart.dk eller ringe på tlf. 70 27 57 57.

Patientinformation om bodylift – version 11-04-2024